Før.
Atter stride Polens Sønner paa den vante Viis,
Deres Daad maa Hjertet smelte, var det end af Iis,
Deres Kamp i Dal og Skove
Og ved Weichselflodens Vove
Skal af Mindet evig gjemmes,
Den kan ei forglemmes.
Guld og Rigdom, Glands og Lykke gjerne hen de gav,
Aldrig de af Kampen trættes, trodse Død og Grav
For at frelse Land og Rige;
Vil man finde deres Lige,
Maa til længst forsvundne Dage
Blikket gaae tilbage.
Vidt i Nord og Syden spredtes Been af Polens Børn,
End dog paa sit Heltebanner flagrer hviden Ørn;
Lænker kan den ikke tvinge,
Atter løfter den sin Vinge,
Dristig den paa Valen svæver,
Og dens Fjende bæver.
Høit den sine Sønner kalder, den vil være fri,
Den sit gamle Hjem vil frelse, vi vil staae den bi,
Thi dens Ret er klar som Solen;
Danmark lære skal af Polen
Ei ved Overmagt at skrækkes,
Naar til Kamp det vækkes.
Nu.
Vort Haab og de gjøglende Drømme.
Svandt hen i Glemsels Elv,
Den Leg, der med Polen legtes,
Den leges nu med os selv.
Man taler om Verdens Fremskridt,
Om Videnskabens Seir,
Thi vi kan færdes med Dampen
Til Trods for Vind og Veir.
Og vi kan sende Tanken
Som Lyn gjennem Dybets Hal,
Og vi kan bore Kanoner
Til tusinde Menneskers Fald.
Men Tiden er dog barbarisk,
Og driver et blodigt Spil;
Naar kun den tjener Voldsmænd,
Hvad nytter da Kløgten til?
Hvor tidt blev det sagt og skrevet
Ved Synet af Polens Vrag:
„En saadan skjændig Udaad
Var nu en umulig Sag.”
Og dog den hændes atter
Til Danmarks bittre Vee,
Man taler derom i Aviser,
Og lader den rolig skee.
Man vasker sin Haand som Pilatus,
Og giver det Onde Magt;
Thi Danmarks og Polens Helte
Er længst i Graven lagt.