Rimbrev til mine norske Venner
(Fra den Bjørnsonske Fejdes Tid.)
(Fra den Bjørnsonske Fejdes Tid.)
Ja jeg elsker dette Landet,
Som det stiger frem,
Furet, vejrbidt over Vandet
Med de tusind Hjem;
Jeg må elske det og sige:
Tak, min norske Bro’r
For de uforglemmelige
Minder fra ifjor. —
Ak mit Ord kan ikke male
Dine Bjerges Kæmpehær,
Dine Fossers Alvorstale
Dine Skoves Kirkesale,
Bølgens Sang om Rev og Skær,
Dine Åser, Dine Lier,
Dine bratte Himmelstier,
Dine Seer dybe, svale
Dine grønne Dale.
Tro mig dog, at Hjertet banker
Glad ved Mindet om din Pragt,
Og dog drages mine Tanker
Endnu af en større Magt;
Ja, thi Norges bedste Smykke
Var den djærve Broderånd,
Der i Hjemmets milde Hygge
Bandt min Hu med tusind Bånd.«
— En Gang Norge — langt i Tiden
Skal vort Syn just ikke nå —
Var i Åndens Vækst Du liden,
Kunde selv Dig ej forstå;
Nu — som af de mindske Sprækker
Granen stiger højt og prud —
Sig af Hjertebunden strækker
Åndens tusind stolte Skud.
Indestængt var før Din Evne,
Nu — som Bjergets unge Elv
Skummer frem af hver en Revne,
Trindt sig kæmper frem Dit selv,
Løfter Skatte af sit eget
Rigdomsdybe Folkehav,
Ja vi takker Dig for meget
Af det bedste, Tiden gav.
Der er fostret store Skjalde
Af Din vågnende Natur,
Dybe Harpetoner gjalde
Verden rundt fra Norges Ur;
Men, o lad Dig aldrig digte
I de Storhedssyner ind,
Som kan friste til at svigte
Broderpligt og Brodersind.
Ilde Lykken har sig føjet,
Danmark trænger hver en Ven;
Tro ej den, som alt er bøjet
Bedst kan bøje sig igen;
Har vi fejlet, gav vi Bøde,
Nu vi løfte Rettens Flag
Kun for Brødrene, som bløde
Under Fjendens Svøbeslag.
Vi er få, men Havet gynger
Endnu frit om Hjemmets Stavn,
Vi er små, men dog forynger
Sig vor Kraft trods Sorg og Savn;
Vi så Storhedsdagen kvælde,
Men på Nattens høje Blå
Gyldne Runer os fortælle,
Hvor vi Hjælp og Trøst kan få.
Derfor svigt i Stridens Stævne
Broder ej Din Broders Sag,
At ej Fjenden selv skal hævne
Danmarks andet Nederlag;
Stå med os Du gamle Norge,
Vi var ét i Tidens Gry;
Lad en ærlig Stræben borge
For, vi bliver ét påny.
Da det ruller, over Vandet
Fra de Danskes Hjem:
»Ja vi elsker dette Landet
Som det stiger frem,
Elsker, elsker det og tænker
På vor fælles Mo’r
Og det store Håb, som sænker
Fremtidssyner over Nord.