Vaj højt vort himmelbårne Flag,
Vaj højt mod Himlen op,
Vaj kækt trods Skæbnens tunge Slag,
Vaj frit fra Tind og Top!
Vi hejse Dig ej halvt på Stang,
Men højt i Vind og Vejr,
I Håb, at Himlens Drot en Gang
Igen Dig under Sejr! —
Flyv ud for Vinden røde Fold,
Hvor hvide Korset står,
Du Minde fra en herlig Old
Og ikke fra igår!
Tal til os med Din Flammeskrift
Imod den mørke Sky,
Og mand os op til Storbedrift
Ved vore Fædres Ry!
Hvad tyder Korset klart og hvidt
På Dugens røde Bund?
Et Kors, det tyder Trængsel tidt,
Men Trængsel, den er sund.
Men Korset tyder også Tro,
Som atter fri’r os ud —
O Danebrog dem begge to
Du varslet har fra Gud.
Men, at Dit Kors er rent og hvidt
Som Kvinden, vi har kær,
Skal hviske os i Sjælen blidt,
Hvad Hjertefred er værd;
Thi flommer Valen end med Blod
Er blot vor Sag som Sne,
Om end Alverden står imod
Den fanger Spot og Spe.
Hvad tyder Dugen blodigrød?
Kan hænde Kamp og Blod
— Så ofte først i Kampen brød
Vi Lænken om vor Fod —
Nej — at just på den røde Grund
Så fagert Korset står,
Skal tyde: Troen trives kun
I Kærlighedens Vår. —
O Korsets Banner, Himmelflag,
Som kom fra Lysets Hjem,
Før Du os, bedre Dag for Dag,
Mod Lysets Rige frem,
Ja frem i Kærlighed og Tro,
Gjenfødt af Smertens Dåb —
Da slår Vorherre nok en Bro
Til Målet for vort Håb. —