Her er så stille, her er så tyst,
Jeg sidder ganske alene,
Derovre kvidrer en Fuglerøst
Bag Genboens Rosengrene.
Sneen ligger så ren og hvid,
Og Himlen er blå og stille,
Og jeg er ganske bevæget og blid
Af Fuglens vemodige Trille.
Nu har jeg siddet den Vinter lang
Tålmodig og ventet på Sommer,
Nu tror jeg, det bliver Alvor en Gang,
Nu tror jeg, at Foråret kommer.
Solen den skinner så varmt i Dag,
Det vifter med Søndenvinde,
Sneen smelter på Genboens Tag,
Alt knoppes de brede Linde. —
Derovre sidder den Fugl i Bur
Og hopper omkring urolig
Og længes ud i den fri’ Natur
Fra Fængslets kuende Bolig;
Og dog, den har det langt bedre end jeg,
Den er jo dog ikke så ene;
Den kan jo’sidde og trøste sig
Hos Genboens smukke Helene.
Der titted hun frem bag det grønne Gardin
Og så til sin fjedrede Fange —
Du smukke Helene! — Ak gid Du var min!
O var jeg dog ikke så bange! —
Ja — hvad om vi bytted min vingede Ven?
— Det smukke Vejr gør forvoven —
Så jeg blev Fange, og Du igen
Fik Lov at flyve i Skoven? —