Jeg gik derude, jeg var så glad,
Bøgen stod fager med dunkantet Blad,
Og Blomsterne myldred i Grunden,
Spætterne trommed til Droslernes Sang,
Duerne kurred og Kilderne sprang
Så klart, at man skimtede Bunden.
Der var en Duften, der var en Klang,
Solen faldt ind gennem Bladenes Hang,
Og Kronhjorten sprang gennem Lunden.
Så måtte jeg ind til den støvede Stad,
Til Arbejd og Pligter, hvor lidet jeg gad
Men tænk Dig, da mødte jeg hende.
Hvem bytted ej Våren for sådan en Pris
Den støvede By blev et Paradis
Med Lys og Glands uden Ende,
Og denne kvalme, trykkende Luft —
Jeg bytted den ikke for Bukkarens Duft,
Nu, den blev åndet af hende.
Hun kom mig i Møde, hun svæved mig nær,
Jeg skimted på Kinden et rødmende Skær,
Ej Rosen i Skoven har Mage;
Jeg hilste ærbødig — jeg tror jeg blev rød,
Men hun — o hun sendte mig venlig og sød
Den yndigste Hilsen tilbage.
Og hendes Øjes det strålende Pant,
Det gemte min Sjæl som en skær Diamant,
Og det kan jo ingen mig tage.
Så vandred jeg hjemad, men Længslernes Hær
Sig slynged i Rytmer og blev hende nær
Den yndige, elskede Pige,
Og Arbejdets Timer fløj hastigen hen,
Og siden — da mødte jeg hende igen
I Drømmenes dejlige Rige. —
Nu synes mig Leg kun den tungeste Pligt,
Nu synes mig Livet så fagert og rigt,
Som selv intet Digt kan udsige. —