Han var en Mand, hvis Aand var tidlig vaagen,
en Morgenfugl, der løfter sig før Dag
og spejder efter Solen gennem Taagen
og hilser den med Hjertets fulde Slag.
Han vilde Lys og Frihed for det bedste,
fra sønden Aa op til det høje Nord,
og om de skilte Frænder atter fæste
i Kærlighed den brustne Styrkegjord.
Han var en Skjald, hvis Stemme kunde runge,
som Lurens Malm, som Gny af Skjold og Sværd,
saa frisk som Havet, men med Glød paa Tunge,
som tændte Ild i Norden fjernt og nær,
en Kampens Skjald og dog en Sanger stille,
der stemte Strengen inderlig og mild
til Foraarstoner selv i Høsten silde,
blot hun, han elsked, vilde lytte til.
Gemt er hans Støv i Støvets Fællesbolig,
han selv fandt Trøst i Kristentroens Fred,
men fra hans Digtning lyser end fortrolig,
som fra et Spejl, hans Billed til os ned,
og medens Sangen bruser gennem Norden,
mens Kærligheden tænder Hjertets Bavn
og spreder Glans om Hjemmet her i Norden,
et Skær deraf skal lue om hans Navn.