Ad Tankers bratte Veje,
ad Skønheds stille Sti,
du higed mod et Eje,
en Sjæl kan hvile i;
men gyldne Skyers Dampe
for Himlen selv du fandt,
din Tros Aladdinslampe
først sént dit Hjerte vandt.
Som Solens stærke Lue
ej viser ret sin Magt
paa Skyens kolde Bue,
men lavt i Lundens Pragt,
i Ydmyghedens Lunde
først fandt dit Hjerte Fred,
dengang du ærlig kunde
ved Korset knæle ned.
I høje Lærdomssale
jeg lytted til dit Ord,
hav Tak for al din Tale,
som søgte Sandheds Spor,
hav Tak her ved din Kiste
dog mest som Troens Tolk,
da Livets Vej du viste
frimodig for dit Folk.
Saa ærlig du bekendte
i Smertens mørke Nat,
hvor al din Visdom endte
og lod dig staa forladt,
saa frit du løfted Røsten
til Varsel og til Fred,
og vidnede om Trøsten
i Jesu Kærlighed.
Mangt Ord af dig vil glemmes,
hvor godt det end var sagt,
men dette Ord skal gemmes
og altid staa ved Magt,
skal staa ved Tidens Vande
som Fyrets klare Bavn,
advare mod at strande
og pege trygt i Havn.