„Paragraf fem, den har de faaet slettet
og roser sig af deres klare Ret
lig Pontius Pilatus, der fik tvættet
sin Haand, men ej sin Sjæl for Syndens Plet;
Paragraf fem, den staar hos Gud paa Rente,
der staar den godt, og derfor kan vi vente.
Bag Grænsepælene, som vil os skille,
gaar Tusinder af Hjerter med i Strid
og drikker af den samme Haabets Kilde
og bier paa den samme lyse Tid,
og ved det samme Herrens Ord sig trøste:
At som vi saar, saaledes skal vi høste.
Og derfor frem, I danske Sønderjyder,
frem, rolig frem for Modersmaal og Ret,
saa længe Blodet gennem Aaren flyder,
maa ikke én iblandt os blive træt.
Med frejdigt Mod selv i de mørke Dage,
frem, rolig frem. Det bedste er tilbage!”
Saaledes talte du med fyndig Røst,
du friske, djærve Tolk for Ret og Ære,
kækt var dit Mod, og som dit Smil var lyst,
varmt slog det danske Hjerte i dit Bryst
derfor: Velsignet skal dit Minde være!
At vi har Ret, det er vort stærke Skjold,
det gør vort Værge hvast, naar Kampen raser,
det viste du vor Fjende hundredfold,
naar med et Smil du mødte List og Vold
i rolig Kraft som Nordens gamle Aser.
Saa skal da dette staa som Monument
for dig, i hvem vor Ret saa kækt har levet,
at frejdig vi vil staa mod Fjenden vendt,
med Øjet vaagent og med Viljen spændt,
og med: „Staa fast” i Bannerdugen skrevet.