Vilhelm Gregersen (1848–1929)

Flensborg, gamle Fødeby,

hvor jeg tumled mig som lille,

stille i min Tanke, stille

gæster jeg dig nu paany.

Ak saa tung er nu min Vej,

og forgæves over Taget

søger Øjet efter Flaget.

Dannebrog, du er der ej!

Men igennem Nat og Savn

bryder Lys for mine Tanker,

trofast Mindets Vedbend ranker

sig om mangt et ædelt Navn,

mangt et Navn, som vidner end,

at de danske Hjerter banker

frit og kækt trods Had og Skranker,

som det sømmer sig for Mænd.

Og blandt disse som en Elv

strid og modig til at bære,

hvor det gjaldt vor Ret, vor Ære,

stod han frem og gav sig selv.

Nu er Elven rundet ud,

ud i Evighedens Vande,

Danmark staar med sænket Pande,

og hans Hjerte staar for Gud.

Men som Væld, der ej forgaar,

end hans Ord os gaar i Møde,

sandt og klart og fuldt af Grøde,

fuldt af Varsler om en Vaar.

Luk da op, du danske Sind,

for hans Hjertes friske Strømme,

det var ikke vage Drømme,

selv han satte Livet ind.

Sig ham Tak og følg ham tro,

og skønt Vemod Øjet blinder,

brug din Tid, mens Solen skinner,

byg som han paa Haabets Bro.