Fra Krigens Tid
Et fortællende Digt.
Et fortællende Digt.
I.
Det lakker ad Vintertide, —
for Stormenes Sørgetoner
er Sangen flygtet mod Syden
og falmed’ er Skovens Kroner.
Det lakker ad Vintertide, —
Kong Fredrik, den folkekære,
er stædet til Hvile i Roskild,
og truet er Danmarks Ære.
Det lakker ad Fredens Aften,
og Sværdene spændes ved Bælte;
ved Thyras ældgamle Virke
flokkes de danske Helte.
II.
I Flensborg, det gamle, det lange,
er der en Myldren og Stimlen,
Torvene selv er for trange;
klart blaaner Decemberhimlen.
Det toner ned gennem Gaden
af rumlende, tunge Kanoner
og tusinde rungende Stemmers
stærke, krigerske Toner.
Det drøner af tempofaste
Infanteriregimenter,
Trommerne hvirvle og buldre
til klingre Metalinstrumenter.
Nu trænges ved hvert et Vindu
de Jomfruer unge og smukke;
der veksles de venligste Blikke,
der stiger de lønligste Sukke.
Men hun ved det aabne Vindu
er yndigst dog blandt de mange,
frisk som et duftende Majtræ,
naar Duggen rinder i Vange.
Hun staar med de dejligste Roser
fra Vinduets plyndrede Have;
hvem gælder den lønlige Længsel,
hvem gælder den duftende Gave?
Hun spejder med blussende Kinder;
af straalende Hjælme hun øjner
en Guldbølge blinke i Solen,
og bankende Barmen sig højner.
Nu nærmer sig Têten, Musikken,
paa Gangere vælige, hvide;
de lyseblaa Kapper sig folde
om Hestene brede og side.
Se — Obersten selv, den gamle,
paa Skimmelen bred og broget,
ved Siden af ham Adjutanten;
nu beder han Chefen om noget.
Den gamle han lytter opmærksomt
og plirer polisk med Øjet,
saa brummer han noget i Skæget;
den unge smiler fornøjet.
Hun træder med Blussen tilbage,
i Bølgegang løfter sig Barmen —
nu holder han ved Karnappen,
han hælder sig ind over Karmen.
Han hælder sig ind over Karmen —
hvad er det han gør, den forfløjne?
Han glemmer nok, Verden derude
har tusinde kritiske Øjne.
Og Hesten, dem holder saa stille
og vifter kun sagte med Halen,
som vilde den ikke forstyrre
den kærlige Hvisken og Talen.
III.
„Tag disse Roser, tag de sidste,
som Vintrens Tid har levnet mig;
o, kære, skulde dig jeg miste,
jeg tror, mit Hjerte maatte briste,
tag mine Roser, mine sidste,
de véd, hvor højt jeg elsker dig!
O maatte, maatte jeg dog ride
med dig ad Kampens vilde Vej,
og maatte savne, maatte stride
og lide alt, hvad du skal lide
og maatte sejre ved din Side,
ja, om jeg skulde, dø med dig!
Men ak, hvi mørknes nu dit Øje,
hvi bæver det omkring din Mund?
O, jeg skal taale Savnets Møje,
jeg vil i Ydmyghed mig bøje
og stille bære mod det høje
dig og vort Land i Længslens Stund
Farvel, Farvel, se Fanen vajer,
fjernt kalder dig Trompetens Røst,
Gud skærme dig og give Sejer
og mig sin Trøst!
IV.
Mat lyser Maanens blege Skin
fra Skyens Rand paa Sliens Vove;
de trætte Kammerater sove,
og ensomt lyder Vagtens Trin.
Hvem véd, om ej i Morgen alt,
før Kvældens Klokker Herren love,
den skæbnesvangre Tærning faldt.
Han sidder ved det slukte Fyr
og sér de sidste Emmer gløde,
og Mindets Alfestemmer bløde o
fortæller gamle Æventyr.
I Tanken med sin unge Brud,
med Fa’er og Mo’er han holder Møde:
„O trøst dem, hvis jeg falder, Gud!”
V.
Sænk dig, o Nat, om Dannebrog,
o, sænk dig om det tavse Tog,
som gaar fra Thyras Virke,
sænk Sørgefloret over Jord,
lad bruse Stormens Aandekor
som Orglet fra en Kirke. —
Støt stod vor Hær i sluttet Ring,
men ak, da drøned det: Omkring,
omkring, omkring, tilbage!
Tilbage, før det er for sent!
Tilbage?—-Var det saadan ment?
Det var, som om man glemte rent
den gamle, danske Sage.
Blev derfor hvert et Offer bragt,
for i den sidste Nattevagt
at fly fra Thyras Volde?
Skal gives tabt den gode Sag,
før vi for Alvor prøved Tag
om Danmarks gamle Grænsedrag,
vi lovede at holde,
at holde midt i Storm og Brag,
indtil i Pjalter hang vort Flag,
og hver Kanon var skudt i Kvag
paa sammensjunkne Volde?
Omkring! det var et Tvivlens Suk,
som ødte Drømmen lys og smuk.
Omkring! det var et Øksehug
mod Haabets ranke Stamme,
som hugged den til Skamme.
Thi sænk dig, Nat, om Dannebrog,
thi sænk dig om det tavse Tog,
som gaar fra Thyras Virke;
sænk Sørgefloret over Jord,
lad bruse Stormens Aandekor
som Orglet fra en Kirke:
„En Folketro fik Ulivssaar,
et Folkehaab blev lagt paa Baar,
og som et Dødens Minde staar
det tabte Dannevirke!”
Saa tænkte han, og Skridt for Skridt
han red med sine tavse Mænd;
saaledes vented han dog mindst,
han skulde draget bort igen.
Han ænsed ikke Slud og Blæst,
men stirred paa det mørke Tog,
der langsomt gennem Natten drog:
Kanoner, Vogne, for og bag,
saa Rytteri i lange Drag
og Bajonetter uden Tal
gled ad Kolonnevejens Spor
uvilligt, tøvende mod Nord,
en Folkebølge, Mand ved Mand,
helt ud til Horisontens Rand.
VI.
Ung Anna vaagner ved Nattetid.
Hvi flygted Drømmen saa lys og blid?
Paa Gaden hører hun Bulder og Larm,
hun trækker Linet tæt om sin Barm.
Hun sér gennem Ruden, hvad er det, hun sér?
Der drager fra Sønder den danske Hær
med mørke Miner og tunge Trin.
Da blegner Rosen paa hendes Kind.
Hun lægger de udslagne Lokker i Baand,
hun fæster sit Bælte med skælvende Haand,
og bort hun sig skynder med bævende Fjed
i Mulm og Mørke paa Gaderne ned.
Hun spørger og spørger saa tung i Sind,
hun byder de trætte i Huset ind,
men Mad og Drikke vil ej glide ned,
selv ikke Vinen faar Tungen paa Gled.
Og Natten flygter i Taagedis,
og Solen skinner paa Sne og Is,
og Dagen lider, det bliver Kvæld,
og Stjerner tindre paa.Himlens Tjæld;
og endnu gaar Marschen med drønende Fjed,
men, ak, om ham véd ingen Besked.
VII.
Der kæmpes imedens i Mark og By
fra Hegn og fra Huse, i Skovenes Ly,
og Sneen smelter i Strømme af Blod,
og Lænken smedes om Danmarks Fod.
Der tales med Tunger af Ild og Staal,
Kanonernes, Riflernes, Klingernes Maal,
og Fjenden hører ved hvert et Skridt
den danske Mening om „mit og dit”.
Det knitrer og knalder fra Krat og Tjørn.
Se, Ungarns Husarer, Orkanens Børn
gør Chok mod Kareen i fnysende Ridt
og brydes som Bølgen mod Klippens Granit.
Hvor Klingerne klirre, hvor Døden er nær,
dér svinger sin Pallask en ung Officér
med syngende Hug mod den ubudne Gæst.
Et Skud! — han synker i Blod af sin Hest.
Han vinker Dragonen, som rider ham nær:
„Hils hende, hende, som jeg har kær” —
og rækker sin Stalbroder mødig og træt
af røde Roser en falmet Buket.
VIII.
Ung Anna sidder ved Lampens Skin;
Dragonen træder ad Døren ind;
hun sér i Skyggen en højvoksen Mand,
som løfter Haanden til Hjælmens Rand.
Hun løfter Lampen hans Ansigt nær:
„O, bringer du Bud fra min Hjertenskær?”
Han drager Roserne frem fra sit Bryst:
„Jeg skulde hilse!” stammer han tyst.
Hun griber de falmede Roser med Hast,
det var, som det svulmende Hjerte brast;
et bævende Suk, et halvkvalt Skrig,
da Moderen kom, laa hun bleg som et Lig.
IX.
Igennem det aabne Vindu
udover Rosernes Flor
lyder en Pigestemmes
dybt bevægede Ord:
„Hold dem blanke, Aandens Vaaben,
vi har Ret, det er vor Magt,
Himlen over os er aaben,
Himlens Gud med os i Pagt.
Vi skal taale, vi skal tie,
lutres i den tavse Strid,
prøves i at tro og bie,
hærdes i en Vintertid.
Men saa vist som Lunden løves
efter Kulde, Storm og Is,
Hjertet, som i Stormen øves,
faar sit Foraar ligervis.