I.
Den gamle Fyrste ruger Dag og Nat,
som Griffen vaager paa de gyldne Dynger.
Men Landet plages med en blodig Skat,
og Bonden er en Træl, som Aaget tynger.
Forgjeves maler Prindsen Folkets Jammer,
Forvistes tunge Graad og Vredens Flammer:
han drives ud af Døren som en Hund
og flyer med Harme til et eenligt Kammer,
og først ved Midnat, i den mørke Stund,
han kommer sagte frem, med sære Lader,
og blander Dødens Bæger for sin Fader.
„Vee, vee!
„O, Himmel, o, sluk Dine Stjerner brat
„og dæk mit Hoved med evig Nat!
„Lad mig flye, lad mig flye for den dæmrende Dag,
„lad mig boe som en Ugle
„i Ruiner, paa Taarnenes mossede Tag
„og fordrive de syngende Fugle!
„Vee, vee!
„Vee min Haand for min onde Bedrift,
„o, vee min Sjæl for min Brøde!”
Det bliver Dag, og snart har Rygtets Tale
fornyet Haab i Folkets Hjerte vakt.
Palladset aabner sine blanke Sale,
og Prindsen føres frem i Purpurdragt.
Han staaer paa Trinet af sin Faders Throne
med Scepter i sin Haand, med gylden Krone
og Smertestrækket om den blege Kind.
Men Hoffet stemmer op i sødlig Tone,
og Alle søge Nøglen til hans Sind;
de tage Smigers Ord i Brug som Dirke
og kaste Roser paa hans Vei til Kirke.
II.
Nu glæder Landet sig ved lyse Dage,
men Vredens røde Natteblus er slukt.
Forviste hjem til Fødelandet drage,
og ingen Lænke bliver mere brugt.
Der spørges aldrig Krig og Mord og Brande,
og se, der komme Bud fra rige Lande,
de knæle ned og række Vand og Jord;
thi Rygtets Mund besynger over Strande
„den gode Fyrste” vide, hvor det foer.
Der reises ham en Række gyldne Søiler,
og fjerne Stæder bringe deres Nøgler.
„Vee, vee!
„Jeg søgte mig Skjul under Mørkets Tag,
„men kom i tættere Solskinslag.
„Vee for Glimmer og Glands! Kun i Mulden er Læ,
„hvor det mørkner for Synet!
„Mellem Buskene kneiser et kosteligt Træ;
„men i Himlen der gjemmes paa Lynet!
„Vee, vee!
„Vee min Haand for min onde Bedrift,
„o, vee min Sjæl for min Brøde!”
Paa Væggen ruster nu det blanke Værge;
men Lykken vandrer helst i Fredens Spor.
Der sprenges Veie gjennem vilde Bjerge,
og Sæden bølger, hvor der gik en Fjord.
Nu klinge Sav og Øxe gjennem Skoven;
der toner Malm i Klippens Grund, og Ploven
af Furen lokker ud en liflig Frugt.
De tunge Stimer vandre frem i Voven,
og Skibe stævne mod en sikker Bugt.
Den frie Bonde bygger større Lader,
og fromme Læber kalde Fyrsten „Fader.”
III.
Nu samles og den muntre Sværm, der vier
sit Liv til Konsten ved en huld Natur,
der elsker Sang og dristig Spøg, men tier,
saasnart den sluttes som en Fugl i Buur.
Nu fegter Lærdom — med en Pen som Landse;
nu sværmer man for Musechorets Dandse:
der stemmes Lyrer i det hele Land.
Ja, Fyrsten beiler selv til Laurbærkrandse
der, svarlig ængstet af sin store Lykke,
begrov i Havet dybt sit bedste Smykke!
„Vee, vee!
„O, kunde jeg tage min bedste Skat
„og skjule dybest i Verdens Nat!
„Om jeg offred mit Liv og mit blomstrende Land
„for at sone min Brøde?
„Vee, mit Bryst er et Ildsted, og Synden en Brand,
„vee de Flammer, de hvirvle saa røde!
„Vee, vee!
„Vee min Haand for min onde Bedrift,
„o, vee min Sjæl for min Brøde!”
Og Fyrsten skrider fremad liig en Seiler
af Børen dreven over Livets Væld.
Da gribes han af Elskovs Magt og beiler
paastand til Pigen — med sit vante Held;
thi hendes Fader føler Gjælden trykke,
han griber Hanken af den gyldne Lykke
og agter ei sin arme Datters Graad.
Nu sidder hun og syer sit Brudesmykke,
sit hvide Slør, med taaredugget Traad
og sukker tidt: „O, var det til en Nonne!
„O, kan mit Hjerte bære denne Vaande!”
IV.
Med ham, hvis Billed staaer i Pigens Tanke,
som Gudesøilen staaer i Templets Grund,
med ham, der først fik Hjertet til at banke
og trykked Seglet paa den søde Mund,
hun havde nu det sidste, tunge Møde.
Den grønne Lund i Sommeraftenrøde
var Vidne til det arme Hjertes Vee,
til hvert Farvel, der bort i Graaden døde.
Men tys, en Jæger fik det og at see:
han lured paa den skovbeklædte Grønning
og vandred bort med Haabet om Belønning.
„Vee, vee!
„Jeg ligner det giftige grønne Træ
„med tætte Blade, med Dødens Læ.
„Vee mig, Fugle vil komme med syngende Mod
„for at bygge sig Rede!
„Vee mig, Pigen vil standse sin modige Fod
„i den dræbende Skygge dernede!
„Vee, vee!
„Vee min Haand for min onde Bedrift,
„o, vee min Sjæl for min Brøde!”
Da meldes det, at hun, som Fyrsten kaared,
har bundet Hjertet ved en anden Pagt.
Og Fyrsten hører det, til Døden saaret,
dog se, hans Taare bryder frem med Magt.
„O, Himmel, klinger ikke Naadens Tone,
„o, milde Gud, Du lader Dig forsone;
„thi meer end Kongemagt og Liv Du tog!
„Jeg stiger ned til Klostret fra min Throne;
„nu skal jeg eensom ved en hellig Bog
„beskue Himlens Væv i Livets Traade
„og takke Gud og stole paa hans Naade.”