Det var netop Aftnen før Sankthansdag;
der var tændt et Blus paa hver en Banke;
der var Dands og Lystighed i Skoven.
Fjern fra Sværmen gaaer den unge Jomfru,
Lukker sig og plukker en Sankthansurt,
plukker atter een og gjemmer begge
ved sit Bryst og iler hurtig hjemad.
Og hun planter dem i Køkkenloftet,
planter een for Glæden, een for Sorgen,
een for Glæden: Du maa grønnes evig,
een for Sorgen: Skynd Dig blot at visne!
Dagen efter vandred hun til Kirken
med en Myrthekrands om sine Lokker;
Ugen efter sad hun hen som Enke,
da den unge Huusbond drog i Krigen.
Det var atter Aftnen før Sankthansdag
og et Blus fra Banken flammed vide
som en Fane midt i Slagets Dampe.
For at see, om nogen Urt er visnet
gaaer den unge Hustru til sin Moder,
ene, med sit spæde Barn paa Armen.
Men hun finder begge lige grønne:
Sorgens Urt og Glædens Urt fortrolig