Fra Morgen til Aften at fylde Blanketter,
fra Morgen til Aften, ved Himlen det trætter.
Og fløi man tilforn mellem Fuglene fage,
snart stækket paa Vingen man synker tilbage.
Og saa tælle Penge, de Dalere blanke,
og skable dem op og i Tutter dem sanke!
Saa glide de Mønter, som Timerne svinde;
o, Liv, af Din Perlekrands Perlerne rinde!
Ja, gyldent er Livet, jeg lever i Banken;
i Latter jeg kunde fast briste ved Tanken.
Dog lo jeg, ja lo jeg — da pludselig vilde
fra Øinene springe den bedskeste Kilde.
Derhjemme hvor hyggeligt — skimlet er Bogen,
der ligger en strengeløs Cither i Krogen.
Hvorfor har vel Citheren tiet saa længe?
nu spinder en Edderkop finere Strenge.
Du Datter af Sorgen, den tonløse, dulgte,
Du vingeløs krybende, stumme Forfulgte!
Spind — spind Dig et Net til at skjule Din Smerte!
Sligt Net spinder Kummeren ud af sit Hjerte.
Ja, hyggeligt er her, skjøndt neppe moderne:
O, se min Kanarifugl guul som en Stjerne;
den synger kun simpelt, men føler, den Lille,
den skriger i Luften og mener en Trille.
Og her er min Seng med de Bolstere varme;
tidt strækker den mod mig saa kærlige Arme.
Men om jeg mig styrter i Puder og Dyner,
jeg slipper dog ei for de natlige Syner.
Jeg seiler paa Søen; jeg saae det i Drømme —
jeg roes ei, men drives af Bølgernes Strømme.
Vidt breder sig Himlens skybølgende Klæde;
Natvindene sagte paa Bølgerne træde.
Jeg seiler saa tyst, og om Baaden i stille
hensvindende Kruusninger Voverne spille.
Min Elskede sidder paa Toften; de gule,
nedhængende Fletninger Skulderen skjule.
Da hælder min Baad; men jeg ændser det ikke;
sødt gynger min Sjæl i den Elskedes Blikke.
Da synker min Baad, og i Søen jeg dukker,
og lydløs en Bølge henover mig lukker.
Dog bæres jeg op, og i Døden jeg skuer
en Baad over Søens natfunklende Luer.
Der sidder en Yngling og hvisker, og gjerne
hun lytter, min Mø med den dunkelblaae Stjerne.
Saa tyst som et Lys gjennem Ætheren glider,
tyst Fartøiet hen over Bølgerne skrider.
Klar blaasort er Farven paa Himlen, og Maanen
Guldtraade har vævet i Bølgernes Blaanen.
Jeg stirrer med Længsel, til Baaden er svunden;
da drages jeg susende ned imod Bunden.
Det sukker i Dybet, — vee, Sandhed er Drømmen;
vee tifold, at ikke jeg drukned i Strømmen!
Saa tag mig, Du Bank med Budgetter, Plakater;
kling — klinger, I Dynger af Specier, Dukater!
Slig Klang har en Cither i Dødningeborgen,
hvor Skyggerne snige sig tavse som Sorgen.
Bort Aarene glede som Bølge paa Bølge,
som Taare paa Taare vil Dagene følge,
og Sukke vil spredes for Vinden som Avner;
men klinge som Jubel, naar Døden mig favner.