I.
Der var en Røver, kaldet Sorte-Burcchardt,
han tog en Fæstemø ved Navn Svanhvide.
Men Sorte-Burcchardt var en blodig Mand,
og mangen Hjertesorg hun maatte lide.
Saa fandt hun Freden
i Dødens Liin;
der plantes Lilier
med Rosmarin
over grønne Tue.
Men se, den Frommes Turteldue døde,
da Toget hendes Liig til Graven bragte.
Og da hun stod ved Himlens Telte, sad den
igjen paa hendes Haand og kurred sagte.
II.
Men Sorte-Burcchardt blev en Skræk for Verden,
og aldrig meer han stak sit Sværd i Balgen,
og da han var en Drot i Skovens Dyb,
han endte høit sit Kongeliv i Galgen.
Den Grumme hænger,
et Skrækkesyn!
Hvor tale stumme
de svarte Bryn
om en skummel Brøde!
Han vaagned op, og se, han var i Helved.
O, hvilket Herberg: Plage spotter Plage!
Om dunkle Sletter gaaer en Muur med Porte;
Derinde skoggrer de Fordømtes Klage.
III.
Og Tiden randt. Da gaaer en Dag Svanhvide
til Himlens Gud, men Turtelduen skjælved:
„O, Fader, Fader, er min Ven fordømt?”
Og Sandhedsordet klang: „Han er i Helved.”
„Saa lad mig synge
„ved Nattens Dør
„en Sang, jeg ofte
„har sunget før
„om Din Frelse, Fader!”
Men Herren smiler salig: „O, du Fromme,
„o Du, hvis Lod er Livets bedste Palme!
„Din Stemme tone sødt i Himlens Tempel;
„thi Helved leer ved Lyden af en Psalme!”
IV.
Da bøier hun sit Hoved ned bedrøvet
og sukker dybt, og Sorgens Kilder springe;
men Duen seer det helligklare Væld
og kurrer ømt og løfter paa sin Vinge.
„O, dømt til Døden,
„o, hør, min Fugl,
„og bøilebunden
„i Nattens Skjul
„uden Trøst og Svaling!”
Saa flyver Duen bort; den svæver over
det store Flammedyb: „hvorhen, min Due!”
Nu sætter den sig over Helvedporten
og kurrer paa den kobberslagne Bue.
V.
Og Røsten naaede ham, den grumme Røver.
I tvende Døgn de haarde Træk var stumme,
den tredie Dag en Taare bad til Gud,
og se, da brød Guds Engel Laas og Bomme.
En Synder drager
fra Dødens Kyst,
i Luften baaren
ved Englens Bryst
over Dybets Flammer.
Der staaer en Pilegrim ved Himlens Porte.
Men tys, derinde klinger lydt et Bulder,
et Chor af Engle med de Saligdøde,
og Turtelduen kurrer paa hans Skulder.