Min Tanke, som en Vandrer, mat
af Møde, Savn og Smerte,
gik om og søgte Dag og Nat;
nu har den fundet sig en Skat,
skjøn Jomfru, ved Dit Hjerte!
Og naar Du sover luunt og let,
skjøn Jomfru, kommer Tanken,
et Pust i dine Lokkers Net,
og lytter til Dit Aandedræt
og til Dit Hjertes Banken.
Skjøn Jomfru, til Din Silkefavn
min Tanke stedse stræber
og seer, tyvagtig som en Ravn,
om ei den fange kan et Navn
fra Dine søde Læber.
Men hvis et fremmed Navn engang
den fanged som sit Bytte,
da fløi den bort, men til Dit Fang
den tung af Sorg igjen sig svang,
skjøn Jomfru, for at lytte.