De glede stille hen, de svale Vinde,
med Duft af Kløver og af grønne Linde.
Men jeg var kun betagen af min Lykke,
og Foden vandred efter eget Tykke.
Jeg troede neppe, jeg var rigtig vaagen,
da først jeg saae mig om og stod ved Laagen.
Et Spring, saa var jeg i den lille Stue,
der sad min Hjertenskær, min egen Due.
Jeg kasted flux min Hat og greb en Cither
og slog med Kraft de spændte Strenges Gitter
og sang, ja tro mig, det var værdt at høre;
men hun, den Søde, holdt sig for sit Øre.
Og Sangen lød: En Skipper sov i Stavnen;
men Vinden førte Skibet ind i Havnen;
og tvende Fødder vandred, som de vilde;
men se, nu staaer jeg ved min Glædes Kilde!
Dog hun blev ved at holde for sit Øre;
da raabte jeg: „ Saa Du vil ikke høre!
„Min Cither, ti! Nu skal jeg gjøre Bytte.
„Det var et Kys; saa Du vil ikke lytte!
„Og det var eet — to — tre, og det var mange;
„saa Du vil ikke høre mine Sange!”