Det er kun Urter fra min lille Have
og nogle Blomster uden broget Glands.
Det nytted ei, jeg luged og lod grave —
der blev mig ei forundt en prægtig Gave,
og jeg maa nøies med en fattig Krands.
Men mine Blomster er fra Livets Vaar;
de skabtes ei ved nogen konstig Fletning,
de voxed i min egen Urtegaard.
Du veed, de prøved Morgenduggens Tvætning
og søgte Solens Blik i lige Retning.
Og Du, min Ven, som mægted at forene
med større Konst, end Andre vil formaae,
en venlig Birkekvist med dunkle Grene
af Graner skudte mellem Fjældets Stene;
jeg veed, min Gave Du vil ei forsmaae.
Jeg har jo plyndret al min Haves Pryd,
men Du maa tage Krandsen, som jeg fletter.
Den tale til Dig om et Land mod Syd,
om mangen Stund, som aldrig jeg forgjetter,
og om en Ven, Du fandt paa Danmarks Sletter.