Vesper
(1894).
(1894).
Det er en Foraarskvæld. Han sidder ene
ved Havens Stenbord under Egegrene.
Foran ham Bæger og en Sølverkande,
urørte begge, mens med rynket Pande
han stirrer snart imod den matte Himmel
med Maanens blanke Horn,
snart over Agren med det spæde Korn
og Engen med en spraglet Blomstervrimmel
det skønne Vaarens Rige, der nu skinner
med Nattens blege Lød og vaade Kinder.
Han læner Nakken imod Træets vaade,
kølige Bark — som den, der maatte vaage
i lange Nætters Angst ved Sottesengen —
eller som den, der, pint af samme Tanke,
opplukker, Trævl for Trævl, sit Livsvævs Traade,
og lukkende de trætte Øjenlaage
han lader end i Drømme Blikket vanke
ud over Landet, hvor en fugtig Taage
hæver sig langsomt op af Blomsterengen.
Og Taagen synes ham at stige — stige;
den former sig og bliver til en Kvinde,
omslynget af et Slør med lange Flige.
Dog, gennem Sløret hendes Lemmer skinne,
mens højt og stadig højere hun hæver
sig fra den blege Jord mod Maanens Karm,
indtil hun griber om den med sin Arm
og smiler ned fra Himlen, hvor hun svæver
i Lysets hvide Strømme —
alt ser han, ser det, som man ser i Drømme.
»Hvem,« spørger han, »er du, som hisset gynger
i Lys, omflagret af det lette Klæde,
det sølvflorbølgende, der langsomt ruller
bort fra din Barm og fra din hvide Skulder,
hvor Nattergalen sidder glad og synger?
Alvidende du smiler
som Bruden i den skønne Honningmaaned
til Jordens Aasyn, der er blegt og blaanet,
mens den i Maaneskinnet søvntung hviler
og ænser ikke Natteduggens Væde.«
Den rustgraa Nattergal med spredte Vinger
hun byder fluks at tie,
og hendes klokkerene Stemme klinger
i Maanelyset ned fra Himmelsalen:
»Vaarnat jeg hedder, Vaarnat er mit Navn.
I Maaneskær som i en dugren Kilde
jeg stundom bader mig i Aftensvalen.
Usynlige Genier søge da min Favn
for ved mit mælkerige Bryst at die,
og paa min Skulder sidder Nattergalen
og slaar sødttonende sin klare Trille.«
»Elfensbenshvid du Vaarnat staar og skinner
paa Maanens Straalestige;
men hvorfor slipper du dit Slør, der rinder
ned over Himmelen i brede Flige?«
Hun svarer: »Det er under dette Slør,
at Livet vaagner som en Glød i Aske,
og hvad du synes visner hen og dør,
stiger med ét og bærer Livets Maske.
Da grønnes Eg og Bøg,
Guldstjernen vokser af det nøgne Løg,
selv frosne Hjerter aabne sig i Varmen,
og Eros kører frem med Brudekarmen.«
Han siger: »Du dybtskuende Sybille,
under hvis hvide Slør der vaagner Liv
i visne Hjerter som i Blomst og Siv —
hvad blir der af mit Hjerte, naar det brister?
Naar snart min Kiste staar blandt tusind Kister
i Jordens Nat, og Pulsen længst er stille,
hvor flyr da Sjælen hen? Skal Sjælen dø,
hensvinde, som naar Draaben
rinder af Muslingskallen, der er aaben,
ind i den store, bølgerige Sø?
O Vaarnat — nej! Svæv over Gravens Tue
med Sløret bølgende i Maanens Lue!
Men — om jeg vaagner, Vaarnat, som du byder,
hvad er min Sjæl da, hvad dens Klædebon?
Mon jeg i Æthren flyder
let som et Fnug — en videlysten Aand —
fra Stjernekyst til Stjerne for at skue
sælsomme Slægter, der kan ikke avle
Afkom med nogen, som har »Jord« til Moder,
og Tusinder af Kloder,
nyskabte, slukte under Himlens Bue,
der under Sus af Toner alle træde
en evig Runddans om Alverdens Navle,
hvor Livets Guddom har sit Kongesæde.
Skønt var det vel at svømme
fra Kyst til Kyst paa Mælkevejens Strømme;
men skønnere, hvad forhen mange troede,
hvis Livets mægtige Guddom vilde samle
henfarne Slægter paa en vaarfrisk Klode,
iklædte nye Legemer, der skinne
som blege Roser lignende de gamle, —
en ny Jord, hvor jeg møder fuldtro Venner:
Velkommen, kære! trykker deres Hænder
og hvisker til den yndige Veninde,
jeg fordum elsked: ræk mig dine Læber!
du har et Smil, som Døden ikke dræber!
Du løndomsfulde, ved hvis sunde Bryst
Naturens Genier ammes,
du tier end, du kender ingen Trøst:
Død er kun Død, og naar engang den lammes,
den trætte Hjerne, gaar jeg bort fra Scenen,
hvor Solen skinner over grønne Dale,
didind, hvor ingen Morgenhaner gale.
Og Sjælen dør som Muskelvæv og Ben
og som Budbærerne, de fine Nerver.
Saa sætter én Slægt os en Mindesten,
en anden glemmer os og vælter Stenen,
en tredje hugger Stenen op i Skærver.«
Han vaagner med et Sæt. Han havde sovet,
og Natteduggen drypped af hans Hoved.
Dog, hun er borte, hun, der nylig svang
sit Slør og smiled ned med yndig Mildhed,
og Svar fra Himlen ej hun kunde give.
Graalige Taager over Eng og Vang,
graalige Taager over Maanens Skive.
Men hist fra Krattet Nattergalesang,
blidt tonende i Foraarsnattens Stilhed.