Sonet
(1893).
(1893).
Naar Sommerfuglen glad og genfødt tvinger
sig ud af Vintersvøbets tætte Pose,
og naar af Krybet i en plumret Mose
en Guldsmed vikler sig med klare Vinger —
naar grønne Blade blive til en Rose,
og Malmen formes til en Mynt, som klinger,
og Stenen til Guds Søn med løftet Finger,
— saa foregaar der en Metamorfose.
Den viljeløse Slægt, der som en ældet
og frønnet Eg i Sumpen ligger fældet,
hvor den en Stund med Grenene kan baske
hvad bliver den vel til, naar den forgaar?
— Maaske til Tørv om mange Hundred Aar,
af dem, der giver Røg og megen Aske.