Denne efterfølgendis Vise qvædis almindeligen om Erick Styggesøn/ og meenis af nogle/ at hand skulde været greben af de Svenske udi Feyde Tid/ og medfaren som Visen indeholder. Men der om findis intet udi vore eller de Svenskis Historier. Alleene næfnis Herr Erick Nielsen af Jutland som Kong Erick Pommer sætte med fem hundret Mand til Høfvitsmænd paa Stockholms Slot/ at tage vare paa i hans Fraværelse. Dog hvorledis hand er kommen der fra/ formældes intet synderligt. Men om Erick Pychesøn/ eller som de Sveske næfne hannem Pucksøn/ skrifvis klarligen/ at hand ved denne Tid/Anno Domini 1436 er vorden usamdregtig med Sverigs Riges Marsk/ Herr Carl Kundsøn i Sverrig/ og hyllede Dale-Karlene og andre fleere steds Bønderne i Landet til sig/ og kommen til Slagning med hannem. Og der Herr Carl formerckte at hand icke med Magten kunde bestaae hannem/lagde hand sig udi en venlig Fordrag med hannem til Væsteraas/ og som de der vare forsamlede udi Graabødere Kloster/ og Erick vilde icke vige Herr Carl/ blef der med Tredskhed giort en slem Røg og Damp udi Convent-Stuen/ og Herr Carl begiærede af den Aarsage/ at de skulde drage ind paa Slottet og fordrage Sagen. Hvilcket skeede/og der ofver loed hand fange Erick Pychesøn/ og forsende hannem saa strax til Herr Christen Nielsøn Rigens Drot til Stockholm/ og der blef hand self halshuggen/og hans næste Raad Hans Martensøn blef steyled/ imod all den Tryghed og Leide/ som dem var tilsagt af Her Carl: Og Erkebispen Oluf af Upsal/og Biskop Thomas af Strengenæs/ med andre gode Mænd/ hafde sagt god faare. Hvilcket dennem saa hart fortrød/ og de aldrig siden den Dag/ vilde søge til nogen Møde eller Land-Dag/ ey heller uddeele Sacrament der efter/ deris gandske Lifs Tid. Saa det siunæs fast troligt at denne Vise er lagt her om/ baade af Omqvedningen og anden Omstende.
De Bønder de klage dem op paa Land/ de Hofmænd der de udride: De klage sig for Erick Pychesøn/ hand maatte sin Leyde icke nyde. I Dalen der kommer hand aldrig.
2. Men det var Erick Pychesøn/ hand skulde til Klosteret fare: Der møder hannem her Carl Knudsøn/som HErre Gud loed det saa være.
3. Og hør du Erick Pychesøn/hvad jeg monne sige til dig: I Dag saa skalt du være min Gæst/ og faa dig Mad med mig.
4. Saa gierne vil jeg din Gæst være/ og faa mig Mad med dig: Visste jeg du var min fuldtro Ven/ vilde ingenlunde svige mig. I Dalen der kommer hand aldrig.
5. Der stander jeg i min Saddens Trøye/ og i min Sølfspente Sko: Christ svige den udi Himmerig/ hin anden sviger i Tro.
6. Saa toge de da hver anden om Haand/ og fuldis i Kircken ind: Der lydde de paa den hellige Sang/ og hørde den Messe til Ende.
7. De toge hver anden om hviden Haand/ skulde være hver andens Gæste: Men icke viste Erick Pychesøn andet/ end der var Meening hin beste.
8. Ude saa stode de Svenske Hofmænd/ de ere saa glade før: Foruden hin gode Erick Pychesøn/ hand rifver i Hofvet og Haar.
9. Alle da sidde de Svenske Hofmænd/ de dricke baade Mæed og Vin: Foruden hin gode Erick Pychesøn/ hand blegner om hviden Kind.
10. Alle da sidde de Svenske Hofmænd/ og dricke de Miød af Horn: Foruden hin sorgfuld Erick Pychesøn/ hand sortner som en Jord.
11. Ind da kom den liden Smaadreng/ var klæd i Kiortel grøn: Men du skalt hente mig Bolten ind/ som jeg skal hannem i spende.
12. Og du skalt hente mig Bolten ind/ som hand skal fangen i blifve: Saa føre vi hannem til Stockholm hen/ den unge Herr Drost at gifve.
13. Der til svaret den liden Smaadreng/ hans Ord de fulde gaat skel: Førend jeg vil hente eder Bolten ind/ mit Lif da lader jeg self.
14. Saa toge de strax den fangen Mand/ og førde de hannem nøgen til Hest: Foruden hans eeniste Skiorte smaa/ han var hannem allerbest.
15. Saa førde de hannem at Gaden frem/ som Folcket stod aller flæst: Og ude da stoed den Svenske Drost/ hand glædis fast ved denne Gæst.
16. Hveden kommer os denne rige Fange/ som holder paa Ganger graa: Det er forvist Erick Pychesøn/ i Dag sit Lif lade maa.
17. Og det vil jeg for sanden sige/ hand hengdis i Galie green: Hannem fulde saa nær den liden Smaadreng/ hand hengdis ret under hans Been. I Dalen der kommer hand aldrig.
