Vi finde Tvende Viser af en Meening/ som begge hafve været gengs her udi Riget/ dog de leggis tvende atskillige Personer til. Udi den eene næfnis Herr Tidmand/ som vi her sætte/ udi den anden Ebbe Galt/ hvilke begge sigis at hafve tient i Kongens Gaard/ men røris dog intet om deris Herkomst/ eller andre deris Vilkor. Hver Vise hafver sin Omqvedning. Til Ebbes Vise siunges: For den der mig torde bie om en Aften; Den anden sætte vi som den er funden. Er et merckeligt Exempel/ at ingen synde paa de høgste/ at hand icke skal straffes. Og sees her Kongelige Retferdighed/ at endda hand hafde Herr Tidmand saare kier/ og vilde løst den for en usigelig stor Penning/ saa maa hand dog lade Retten hafve sin Gang. Thi der bør ingen Persons Anseelse gielde/ besynderlig i saadanne grofve Syndefald og udediske Gierninger.
De Hofmænd sidde i Roskilde By/ de dricke til Dagen giøris lius: Saa giør og ungen Herr Tidemand/til Hesten er hand saa fus. I ride nu til Linden med.
2. Det var unge Herre Tidemand/ hand rider giennem Rosens Lund: Der møder hannem Bondens venne Hustru/ alt i saa onder en Stund. I ride nu til Linden med.
3. Hør du kiere Bondens Hustru/ vilt du vise mig til By: Jeg gifver dig Gafve og Skienck saa stor/ en Kiortel af Lundiske ny. For den der mig torde bie om en Aften.
4. Veyen vil jeg dig visse saa gierne/ mig tyckis du est det fuld vel værd: Jeg følger saa nødig en drucken Hofmand/ Vor HErre være i vor Færd.
5. Der hand kom ind i Bondens Gaard/ der loed det endda verre: Hand slog og Banded saa hart om sig/ og tenckte saa lidet paa vor HErre. I ride nu til Linden med.
6. Bondens Hustru gaar til og fra/ hun biuder ham af det beste: Men hvad hand meente hende derimod/ det var udaf det værste. I ride nu.
7. Hun lagde hannem paa en Seng var god/ af Bulster og Silcke hin rød: Førend hun kom udi første Søfn/ og alle hendis Dørre hand brød.
8. Hand hug hende med sin Korde skarp/ hand drog hende i sit Haar: Hafde icke Øllet været hans Herre/ hand hafde det aldrig giort.
9. Nu hafve I faaet eders Villie frem/ os begge til liden Gafn: Jeg beder eder for den øfverste Gud/ I sige mig af eders Nafn.
10. Hesten rider jeg Abildgraa/min Kaabe er stribet og blaa: Nogle kalde mig Herr Tidemand/ og saa lade de mig gaa.
11. Og Tack saa hafve goden Bonde/ hand ganger for Kongen at kiære: Min Hustru er med Vold tagen/ derfore saa kommer jeg her. I ride nu til Linden med.
12. Det var Danner Konning blef vred/ og tog hand til sin Knif; Hafver nogen af mine Hofmænd det giort/ da skal det koste hans Lif.
13. Det meldte hand den dristige Bonde/ og saa tog hand oppaa: Nogle de kalde hannem Herr Tidemand/ som der gaar Safnen fra.
14. Og det var Danner Konning saa brad/ hand slog sin Haand mod Bord: Det Ord vilde jeg icke self hafve sagt/ for Landet som der staar. I ride nu til Linden med.
15. I tale mig til Herr Tidemand/ hand kommer her ind til mig: Jeg dømmer paa hannem ret ingenlund/ førre hand maa svare for sig. I ride nu til Linden med.
16. Fremtraad hand bolde Herr Tidemand/hand svaret saa dristelig: Du lad din Hustru tilstede komme/ hun klager jo icke ofver mig.
17. Det da var den sorgfuld Bonde/ hand sig ofver Axel saae: Hisset kommer hun Hustru Gunder/ hun rider paa Ganger graa.
18. Det svarede Bondens venne Hustru/ og Gunder var hendis Nafn: GUd naade os begge/ Herr Tidemand/ vi ere saa vit i Safn. I ride nu til Linden med.
19. I mindis vel bolde Herr Tidemand/der I var i vor Gaard: Den brune Miød/den klare Vin/ den var for eder uspard.
20. Den brune Miød/den klare Vin/ for eder og alle eders Svenne: Det giorde jeg paa min Hosbonds Trøst/ og self var hand icke hiemme. I ride nu til Linden med.
21. Jeg lod eders Seng af Silcke rede/som Riddere pleye at sofve: Saa lod jeg eder til Senge følge/ med Kerte og brendende Lue.
22. Saa gick jeg mig med Børn at hvile/ som jeg var vant at giøre: I mindes vel bolde Herr Tidemand/ I sloge op alle vore Dørre. I ride nu til Linden med.
23. Vel fem udaf mine næste Møer/ dem giorde I Bane-Saar: Og tre udaf mine giefveste Svenne/ de ligge under sorten Moer. I ride nu til Linden med.
24. Og opstod Herre Peder hans Fader/ hand var en Helt saa sterck: Jeg biuder for hin unge Herr Tidemand/ min Hest og tusinde Marck.
25. Der til svarede Danner Konning/ Herr Tidemand for Dommen stod: Jeg løste hannem med tre tusinde Marck/ kunde jeg det svare for Gud/ For den der mig torde bie om en Aften.
26. Det meldte hand da Herr Tidemand/ den Tid de ledde hannem bort: Icke vilde jeg vorde at lade mit Lif/ hafde hun icke været saa sort.
27. Der til svarede Danske Dronning/ hun meldte et Ord med Ære: Hvad heller at hun var sort eller hvid/ skulle du hafve ladet hende være. For den der mig torde bie om en Aften.
28. Saa toge de bolde Herr Tidemand/ fulde hannem paa grønnen Vold: Saa hugge de hannem hans Hofvet fra/ alt ofver hans eget Skiold. I ride nu til Linden med.
