Herr Tidmand bliffuer halshuggen
For Bondens Hustru hand voldtog
For Bondens Hustru hand voldtog
17
17
1.
De Hoffmend side i Roskilde By,
de dricke til dagen giøres liuss:
Saa giør oc vngen Herr Tidemand,
I ride nu til Linden met.
2.
Det vaar vnge Herre Tidemand,
hand rider gennem Rosens lund:
Der møder hannem Bondens væne Hustru,
alt i saa onder en stund.
3.
Hør du kiære Bondens Hustru,
vilt du vise mig til By:
Ieg giffuer dig Gaffue oc Skenck saa stor,
en Kiortel aff Lundiske ny.
For den der mig torde bie om en Afften.
4.
Veyen vil ieg dig vise saa gierne,
mig tyckes du est det fuld vel verd:
Ieg følger saa nødig en drucken Hoffmand,
vor HERRE være i vor Ferd.
5.
Der hand kom ind i Bondens Gaard,
der loed det end da verre:
Hand slog oc bandet saa hart om sig,
oc tenckte saa lidet paa vor HERRE.
6.
Bondens Hustru gaar til oc fra,
hun biuder hannem aff det beste:
Men huad hand meente hende der imod,
det vaar vdaff det verste.
7.
Hun lagde hannem paa en Seng,
vaar god, aff Bulster oc Silcke hin rød:
Førend hun kom vdi første søffn,
oc alle hendis Dørre hand brød.
8.
Hand hug hende met sin Kaarde skarp,
hand drog hende i sit Haar:
Haffde icke Øllet været hans Herre,
hand haffde det aldrig giort.
9.
Nu haffue i faaet eders Vilie frem,
oss begge til liden gaffn:
Ieg beder eder for den Øffuerste Gud,
i sige mig aff eders Naffn.
10.
Hesten rider ieg Abildgraa,
min Kaabe er stribet oc blaa:
Nogle de kalde mig Herr Tidemand,
oc saa lade de mig gaa.
11.
Oc tack saa haffue goden Bonde,
hand ganger for Kongen at kære:
Min Hustru er met vold tagen,
derfaare saa kommer ieg here.
12.
Det vaar Daner Koning bleff vred,
oc tog hand til sin Kniff:
haffuer nogen aff mine Hoffmend det giort,
da skal det kaaste hans Liff.
13.
Det melte hand den dristige Bonde,
oc saa tog hand oppaa:
Nogle de kalde hannem Herr Tidemand,
som der gaar saffden fra.
14.
Oc det vaar Daner Koning saa brad,
hand slog sin Haand mod Bord:
Det Ord vilde ieg icke selff haffue sagd,
for Landet som det staar.
15.
I tale mig til Herr Tidemand,
HAND KOMER HER IND TIL MIG:
Ieg dømmer paa hannem ret ingenlunde,
førre hand maa suare for sig.
16.
Frem traad hand bolde Herr Tidmand,
hand suaret saa dristelig:
Du lad din Hustru tilstede komme,
hun klager io icke offuer mig.
17.
Det da vaar den sorgfuld Bonde,
hand sig offuer Agsel saae:
Hisset kommer hun Hustru Gunder,
hun rider paa Ganger graa.
18.
Det suarede Bondens væne Hustru,
oc Gunder vaar hendis Naffn:
Gud naade oss begge Herr Tidemand,
wi ere saa vjt i saffn.
19.
I mindes vel bolde Herr Tidemand,
der i vaar i vor Gaard:
Det brune Miød den klare Vin,
den vaar for eder vspard.
20.
Det brune Miød den klare Vin,
for eder oc alle eders Suenne:
Det giorde ieg paa min Hosbonds Trøst,
oc selff vaar hand icke hieme.
21.
Ieg loed eders Seng aff Silcke rede,
som Riddere pleje at soffue:
Saa loed ieg eder til Senge følge,
met Kerte oc brendendis Lue.
22.
Saa gick ieg mig met Børn at huile,
som ieg vaar vand at giøre:
I mindes vel bolde Herr Tidemand,
i sloge op alle vore Dørre.
23.
Vel Fem vdaff mine neste Møer,
dem giorde i Bane saar:
Oc Tre vdaff min gieffuiste Suenne,
de ligge vnder sorten Moer.
24.
Oc op stoed Herre Peder hans Fader,
hand vaar en Heldt saa sterck:
Ieg biuder for hin vnge Herr Tidemand,
min Hest oc Tusinde Marck.
25.
Der til suarede Daner Koning,
Herr Tidmand for Dommen stod:
Ieg løste hannem met tre Tusinde Marck,
kunde ieg det suare for Gud.
26.
Det melte hand da Herr Tidemand,
den tid de ledde hannem bort:
Icke vilde ieg vurde at lade mit Liff,
haffde hun icke været saa sort.
27.
Der til suarede Dansker Droning,
hun melte it Ord met ære:
Huad heller hun vaar sort eller huid,
skulde du haffue ladet hende være.
28.
Saa toge de bolde Herr Tidemand,
fulde hannem paa grønen Vold:
Saa hugge de hannem hans Hoffuet fra,
alt offuer hans eget Skiold.
I ride nu til Linden met.