Der hafver været tvende Nafnkundige Skrifvere paa en kort Tid paa Kiøbenhafns Slot/ som hafve hafd begge liden Lycke til deris Hoftieniste/ hvorlunde det ellers hafver været med deris Sag/ der om dømmer alleene den som Alting dømmer Retfærdeligen. Den Eene hede Anders Skrifver/ var Konning Hans meget kier/ og høyt andragen for sin Tieniste. Men der siges at hand skulde der ofver hofmodet sig/ og foragtet baade Adels Personer og andre got Folck. Hvorfore hand blef hadet af mange/ og paa det sidste forførd/ at hand skulde tagen Kongens Pendinge under sig/ og der ofver er hand kast i det Blaa Torn og pint/ men dog icke blefven stadig ved sin Bekiendelse/ som og Kongen self paahørde. Der med er hand hendømt til Galgen og standen sin Straf/ Anno Domini 1494. Men strax der efter skrifves at Kong Hans er falden udi en stoer sterck Melancholi/ hvilcket nogle meente/ for denne samme Sag skyld/ dog nogle meene anderledis/ &c. Denne Anden/ Hans Skrifver/ som her omtales i Visen/ er det gaaet fast lige saa/ udi Kong Christians den fangens Tid/ at hand hafver misbrugt sin Herris Gunst og Hyllest/ og er der ofver vorden Hofmodig og traadzig/ indtil paa det sidste/ at hans Vogn heldte/ og mand hafver studt der efter/ saa at hand er ofverilet og tagen om Hofvedet og kast i Fængsel/ og hans Regenskaf er hannem forvilt i midler Tumult/ saa hand kunde der med icke bestaa/ og maatte gaa den Gang som denne anden gick/ blef hengt paa St. Mortens Aften uden for Kiøbenhafn/ Anno Domini 1516.
Hans Skrifver hand tiener i Kongens Gaard/ hand tiener sin Herre det beste hand formaar/ der om saa ville vi siunge: Der tiene saa mange i Kongens Gaard/ men somme de lagde hannem Had paa/ med falske Hierter og Tunge.
2. Hans Skrifver gaar for sin Herre at staa/ville I mig høre hvad Retten formaa/ jeg haver eder tient med Ære: Jeg hafver eder tient uden Falsk og Svig/ som Gud skal være trofast mod mig/ naar jeg skal Lifvet ombære.
3. Den Tid jeg foer til Norge Land/ jeg tiente eder som en Christen Mand/ baade Guld og Sølf eder skienkte: Nu er jeg for eders Naade beført/ med falsk og Svig saa er det giord/ det kunde I self betencke.
4. Den jeg hafde der til Staaldbroder min/ jeg skienckte hannem baade Miød og Viin/ og heldst udaf det beste: Hand vil mig icke saa lang Frist gifve/ at jeg maa være en Dag i Lifve/ saa naade mig JEsu Christe.
5. De toge Hans Skrifver paa Kiøbenhafns Vold/ hand raabte paa Gud fem tusind fold/GUd lad det sig miskunde: De bunde hans Hænder med Bond saa stercke/ saa saare da monne hans Hierte vercke/ saa stride hans Øyne de runde.
6. De sette Hans Skrifver i Taarnet ind/ og hannem rant Taare paa hviden Kind/saa saare monne hand sig undskyldte; I hvor Hans Skrifver hand ganger frem/ da raader hand baade Qvinde og Mand/ I vogte eders Børn fra Herre Hylde.
7. Det er den Løn der jeg skal hafve/ alt for min Tieniste saa mange gode Dage/saa hielp mig/ JEsu HErre: De ledde Hans Skrifver for uden By/hand løfte sine Øyne saa høyt i Sky/ hand saae den Galie der være.
8. Nu beder jeg eder baade Qvinde og Mand/ I bede for mig af Hiertens Grund/ Gud vilde mig Synden forlade: Og der brænde Lius i klaren Sky/ det maatte vel see baade Fattig og Rig/ Gud teede med hannem sin Naade.
9. Gud teede med hannem sin retvis Dom/den Tid hand ned af Galien kom/ i Kirckegaarden blef hand begrafven: Det er et Exempel af Himmelen stort/ om Jule Nat lagdis hand i Jord/ det siger jeg eder mine Venner.
