Anno Domini 1363. blef Konning Albret Hertug Albrets Søn af Meckelborg indført i Sverrige imod Kong Magnus Smeg/ hans egen Morbroder. Hvilcken hand fortrengde og fangede paa Sanct Matthiæ Dag/ og holt paa sivende Aar fangen/ indtil hans Søn Kong Hogen af Norge/ som hafde Dronning Margrete/ hialp hannem ud af sit Fængsel. Men der Kong Albret begyndte at holde selsomt Huus/ med Krig at føre i Skaane/ og der ofver sætte sig i en stoer Baandløs Gield/ saa at hand nøddis til at indrømme de Tydske Rigens Læn og Slotte/ og beskatte Landsaatterne til den anden Skade og Tvang/ som de lidde igien af de Danske ved Fiendtlige Indfald: Da blefve nogle af de fornemste i Riget/ med største Parten af Almuen foraarsaget/ at begiere af Dron: Margrete i Danmarck/ at hun vilde undsætte dennem/ de vilde svære hende Huldskaf og Mandskaf/ og kiende hende for deris rette Dronning og Øfrighed. Af hvilcken Aarsage hun rystede sig/ efterdi Kong Albret tilforn hafde for-urettet hendis Hosbond Kong Hogen og hans Fader/ og giort ubillig Indfald udi Skaane/ og der med tilsendt hende uqvems og spaadske Ord/ som Visen det ogsaa formelder. Saa er det da kommen til en aabenbare Feide og standende Strid/ som skeede paa Falen i Vester Gytland/ Anno 1388. St. Matthæi Apostels Dag/ som var den 21 Septembris. Der blef Kong Albret fangen/ med sin Søn Erick/ og med Hertugen af Meckelborg og Stargard/ og Grefve Johan af Holsten/ og Grefve Otte af Reppin/ hans Huusfruis Fader/ og nogle andre merckelige Herrer/ som hulde paa hans Haand. Og maatte sidde udi Fængsel paa sivende Aar/ og saa tage ind lige med den samme Skeppe/ som hand tilforn hafde udmaalet til Kong Magnus/ som her om videre røris udi Dronning Margretis Historie.
En standende Strid i Sverrige/ og saa i Vester Gytland: Konning Albret og hans gode Hofmænd/ da agte sig ud af Land. Fordi da ligger Svenden udi Bøien.
2. Og det springer nu saa vide/ saa vide om Sverrigs Krone: Konning Albret med Rytter og Knegte/ og de ville ind til Skaane.
3. De sparde icke Kircker/ de sparde icke Kloster/ og intet hvad GUd tilhørde: Det maatte undgielde saa mangen Mand/ som aldrig ilde giorde.
4. Konning Albret sidder paa Axelvold/ hand lader de Lønbrefve skrifve: Sender hand dem til Helsingborg/ Dronning Margrete at ofvergifve.
5. Det svarede hun Dronning Margrete/ der hun de Feide-Brefve saae: Nu raade GUd Fader i Himmerig/ mig haabes det bedre skal gaa.
6. Og der forbiude den øfverste GUd den Sorrig skulde mig hende: Men vil GUD og de Danske Mænd/ paa Veyen vi hannem vende.
7. Og hun skref hannem et andet igien/ som GUd gaf hende til raade: Udi Medelby i Vester Gytheland/ der skulle I finde vor Naade.
8. Hand skref hende et andet igien/ som hand fick i Hu og Sinde: Det skal aldrig mine Landmænd spørge/ jeg rædis for nogen Qvinde.
9. Det var Dronning Margrete saa brad/ hun heder paa Svenne to: I tale til Tydske Herr Paro/ bede hannem for mig indgaa. Fordi da ligger Svenden udi Bøien.
10. Og høre I kiære Herre Paro/ ville I hielpe mig af Vaande: Og ville I drage i Striden for mig/ udi min Sted at stande.
11. Det svarede hand Herr Paro/ hand var en Mand saa falsk: Icke drager jeg til Sverrig udi Strid/ for tredive tusinde Marck.
12. Det var hin ædle Dronning Margrete/ hun lod det Lønbref skrifve: Sende hun det til Skanderborg/ Herr Ifver Lycke at gifve.
13. Saa silde om en Aftens Stund/ da blefve de Brefve udsende: Saa aarle om anden Morgens Tid/ de komme den Herre til Hænde.
14. Indkom hand Herr Ifver Lycke/ og steddis hand for Bord: Ville I mig noget min naadigste Frue/ hvorfore sende I mig Ord.
15. Og høre du det Herr Ifver Lycke/ saa venlige beder jeg dig: Og vilt du fare til Sverrigis Land/ at stande i Strid for mig.
16. Svarede der til Herr Ifver Lycke/ hand var en Mand uden Falsk: Og jeg vil drage til Sverrige i Aar/ skulle det end koste min Hals.
17. Saa skref hun Kong Albret igien/ og hvercken bedre eller verre: For Axelvold i Gytheland/ der møde vi med vor Hær.
18. Det svarede hand Konning Albret/ hand agtede den Seyer at vinde: Vilde hun ickun den gode Frue/ sidde hos sin Rock at spinde.
19. Og hand taler til sine gode Hofmænd/ alt ofver sit brede Bord: Dronning Margrete og de Danske Mænd/ saa mangt et spottefuldt Ord. Fordi da ligger Svenden udi Bøien.
20. Vi ville forlofve vor Klæde-Sæd/ og Hetten ville vi ey bære: Førre vi faa vunden all Danmarck/ til Sverrig med stoer Ære.
21. Vi ville forlofve vor Klæde-Sæd/ aldrig med Sverd udride: Førre vi faa vunden all Danmarck/ og sofvet hos Dronningens Side.
22. Og de rede ud af Axelvold/ med fire tusinde Heste: De hafde saa skadelig i Hu og Sind/ de Danske vilde de gieste.
23. Og de rede ofver de grønne Enge/ vel atten tusinde i Skare: De hørde ey Messe den signet Søndag/ saa ilde da monne de fare.
24. De Danske sig og ey sømme lode/ de mødtis alt paa den Hede: At stride og fegte mod Kong Albret/ det var deris største Glæde.
25. Det skeede om en hellig Søndag/ der de monne Messen høre: Siden fore de til Øresund/ og lode sig ofverføre.
26. Og de rede ofver de Skaanske Bierge/ og ofver de grønne Enge: Det var stor Lyst at see der paa/ hvorledis deris Heste monne springe.
27. Og de rede ind ofver Sverrigis Grentze/ de vare i Modet saa trøst: Og der stoed Folck og undrede paa/ Jorden ey under dem bryste.
28. Meldte det Herr Ficke Olufsøn/ hand saae de Danske Mænd komme: Icke ville vi stride mod dem i Dag/ det gaar os lidet til fromme.
29. Det meldte Herre Konning Albret/ hand reed under grønnen Lide: Est du rædder for Dansk Mands Sværd/ da rid hen til en Side. Fordi da ligger Svenden udi Bøien.
30. Aldrig saae I mig være saa ræd/ jeg torde jo fuld vel skelfve: Konning Albret I see vel til i Dag/ I kunde forvare eder self.
31. Icke skal det nogen Tid spørres om mig/ jeg torde jo yppe den Kif; Den fremmerste Mand jeg være vil/ der først skal voge sit Lif.
32. Og meldte hand det Herr Ifver Lycke/ Hand saae de Svenske komme; I holde fast sammen I Danske Hofmænd/ de Svenske skulle for os rømme. Fordi da ligger.
33. Det var Herr Ficke Olufsøn/ sin Hest kunde hand vel ride; Saa dristelig reed hand de Danske imod/ sit Glafvende først at bryde.
34. De Pile stuncke saa høyt i Sky/ de Glafvende ginge i stycke; I træde nu frem I Danske Krigsmænd/ saa raabte Herr Ifver Lycke.
35. Det første Rid de sammen reed/ de Heldte vare alle saa stercke; De Svenske maatte vige og gifve sig tabt/ de miste der Kongens Mercke.
36. Meldte det Herr Konning Albret/ jeg maa paa Steden blifve; Den første Mand udi all denne Hær/ jeg vil mig fangen gifve.
37. Saa blef hand fangen/ det var uden Skemt/ de spente hannem Bøien om Foed; Saa førde de hannem til Helsingborg/ den Danske Dronning imod. Fordi da ligger Svenden.
38. Det var Herr Konning Albret/ hand ind ad Dørren træn: Det var hans Frencke Dronning Margrete/ hun stoed hannem op igien. Fordi da ligger Svenden udi Bøien.
39. I være velkommen Konning Albret/ mig hafver fast efter eder langet: I skulle være Fadder ad det Barn/ jeg hafver ved Muncken fanget.
40. I Fiord vi eder til Barsel bade/ og da vilde I icke komme: Nu ere I kommen til Kirckegang/ eder self til liden fromme.
41. I kallede mig Margrete Muncke-Deie/ den vil jeg icke være: Det sømmer fuld ilde en fattig Qvinde/ end siden en Dronning monne være.
42. I kallede mig Margrete Muncke-Deie/ det monne I paa mig lyfve: Saa sandelige hielpe mig GUd af Nød/ det kom mig aldrig i Hue.
43. I hafve forsoren eders Klæde Sæd/ at Hetten skulde I ey bære: Førre I fick vundet all Dannemarck til Sverrige/ med stor Ære. Fordi da ligger Svenden udi Bøien.
44. Den Kongelig Eed som I hafve soret/ den skulle I icke bryde: I skulle os gieste paa alle vore Slotte/ og Taarnet skulle I nyde.
45. Svarede hand hende Konning Albret/ I ere en Velbyrdig Frue: Beviser mig Naade/ I ere vor Byrd/ saa liden er min Formue.
46. Min kiære Hertug I sige nu saa/ det skulde I hafve sagt os førre: Der I skref ud den Spot og Spee/ som I uden Sag lod høre.
47. I hente mig ind femten Alne Vadmel/ lader skære denne Herre en Hette: Saa føre vi hannem til Meckelborg/ og lade der Struden tilsætte.
48. Kong Albret gaar ad Kiøbenhafns Gade/ hannem sømmer baade Priis og Ære: Og femten af de Svenske Riddere/ den Strud monne efter hannem bære. Fordi da ligger Svenden udi Bøien.
49. Hun lagde ofver hannem en Kaabe saa tung/ og den var støbt af Bly: Hun bad hannem sidde der under saa lenge/ til hand spurde de Tidende ny.
50. Og der sad hand udi Vinter siu/ hun lod sig da miskunde: Saa drog hand hiem baade fro og glad/ og døde paa Meckelborgske Grunde. Fordi da ligger Svenden udi Bøien.
