Hvad Aarsag der hafver været til Konning Waldemars Fængsel/ findis icke udi Visen/ men maa paa en anden Sted videre forklares/ som det sig henhører. Paa denne Tid hafde Kongen af Danmarck megen Rettighed baade udi Pommeren og Meckelborg/ som hans Herre Fader for hannem hafve forhverfvet/ ved Herre-Skiold. Det vaar da got at føre Krig i Danmarck. Hver Bonde nytte sit eget/ holdtes ved skellige Ræt/ og øfvedis dagligen i Krig tillige med Ridderskabet. Og da vare de forne Brødre/ og da torde de kaste Nøgen til hver andre. Men siden er det affalden/ Kong Waldemars Lensmand Johan Gans paa Grabo blef forurettet af de Grefver af Sverin/ hvilcket fortrød Kong Waldemar/ og hand derfore refsede dennem. Men de tenckte hannem det efter med Svig og grebe hannem paa den Øe Lile under Fyn/ icke langt fra Foborg/ som jeg meener. Saa hand motte løse sig dyre af Fængsel/ dog Grefve Hinrich af Sverin vant icke meget der ofver.
Qvo non pertingit Leonina,
Assuenda est vulpina.
Jeg vil eder en Vise qvæde/ om I ville den ellers høre: HERre GUD gifve Landet motte stande udi Fred/ og Kongen sin Villie at giøre/ I rider ey.
2. Der var en Konning i Danmarck/ Kong Waldemar riig og bold: Nock saa hafde hand Borg og Feste/ baade Land og Riger i Vold.
3. Vel fem Konge-Riger dem aatte hand/ dem vil jeg for eder nefne: Saa ilde giorde sorte Grefve Hinrich/ hand skilde hannem ved sin Efne.
4. Det første var Danmarck/ det andet Gothland/ den motte den Herre icke nyde: Det tredie var Meckelborgs Grund og Sand/ deris Tro saa monne de bryde.
5. Det fierde var Vendel under Øe/ som ligger under Vester Søe-Side: Det femte var Nordalbingiske Land/ som ligger ved Elben hin stride.
6. Tage de bort denne fromede Konning/ hand hede Kong Waldemar/ og det stod saa udi otte Aar/ at Landene stode alle i Fare.
7. Og det lidde fast ad niende Aar/ den Herre tager til at lange: Og sender hand Bud til Danmarck hiem/ beder løse saa ædel en Fange.
8. Hand sende Bud til Danmarck ind/ til kiære Sønner sine: I giøre det for eders egen Ære/ I løse eders Fader af Pine.
9. Og de rede dem til Stefne og Ting/ og skrefve ud Brefve saa vide: De begierede baade Guld og Sølf/ at løse deris Fader af Qvide. I rider ey.
10. Sex Tusind Marck Sølf blef der vejet/ der Hundrede-Ørs med Lad: Saa mindeligen tackede de hver tro Mand/ som enten laante eller gaf.
11. Tack hafve Ædle Jomfruer og Fruer/ de vare deris Herre saa huld: De sparde for hannem ey Linde eller Kæde/ og icke deris Hofvet Guld.
12. Saa glade vare alle de Danske Hofmænd/ deris Herre var løst af Qvide: De begyndte en Vise af ny at qvæde/ Grefve Hinrich lod dennem bide.
13. Tofve I her endnu en liden Stund/ det kand en føye Ting Skade: Vi hafve en Tidende nylig spurt/ vi ville med eder om raade.
14. Kongen stander i fremmer Stafn/ og seer hand ud saa vide: I Danske Hofmænd legger Aarer for Bord/ I tro icke paa hans Leide.
15. Kong Waldemar gaar til Styre at staa/ hand seylet ofver strider Strømme: I Danske Hofmænd gifver Vand i Seyl/ I tro icke paa hans Drømme.
16. De vunde op deris Silcke-Seyl/ saa høyt i forgyldene Raa: Saa seylede de til Danmarck/ vel mindre end Døfne tu.
17. Lefver hand noget Kong Waldemar Seyr/ hand hefner forvist sin Skade: Der ofver kom sorte Grefve Hinrichs Land/ udi Sorg og megen Vaande. I rider ey.
18. Saa glade vare alle de Danske Mænd/ deris Herre var løst af Nøde: Som Englene vare paa Paaske Morgen/ Vor HERre stod op af Døde.
19. Saa lidet baadte hand af det Danske Guld/ hand meere for mindre miste: Thi er det best Falskhed ofvergifve/ paa Gud og Sandhed driste. I rider ey.
