Det er vist og sant som mand siger/ at mand trær gierne som mand er kommen af. Det er icke Hiertens Værck/ at Daatter drager i Moders Særck. Ligervis som denne fine og yndige Dronning Dagmar hafver været optugtet og paamindt af sine kiære Forældre/ saa hafver hun ladet det samme paakiende udi sit gandske Lefnet udi all Dydelighed og Fromhed. Hvorfore der ere lagde saa mange smucke Digt om hende til evig Amindelse/ saa lenge som Verden staar. Hvilcket ærligt Rygte er hende bedre/ end hun hafde været en Keyserinde ofver all Jorderigs Kreds og Velde/ som Syrach vidner/ sigendis: Et got Nafn blifver evindelige/ og er vissere end tusinde store Liggendefæ af Guld.
Det var Behmer Lands Dronning/ hun tager sin Daatter at lære: Naar du kommer i Danmarck ind/ dig vides baade Hæder oc Ære. Den Frøicken kom af ædle Behmer Land.
2. Og naar du kommer i Danmarck ind/ da vidis dig Hæder og Ære: Du lad icke Skat ofver Bønderne skrifve/ saa hafve de dig saa kiære. Den Frøicken kom af ædle Behmer Land.
3. Den første Bøn du beder din Herre/ den Herre saa mild og fiin: Du beder hand lader Biscop Valdemar ud/ allerkiæriste Morbroder sin.
4. Og der var Silcke og Skarlagen rød/ paa Jorden strax udbred: Det var den unge Frøicken Dagmar/ hun blef til Strande udleed.
5. Saa vunde de op deris Silcke Seyl/ saa høyt i forgyldene Raa: Saa seylede de til Danmarck ind/ fast minder end Maaneder to.
6. For Mandøe kaste de deris Ancker/ alt paa den hvide Sand: Toge de hin unge Frøicken Dagmar/ de løfte hende først paa Land.
7. Toge de hin unge Frøicken Dagmar/ de løfte hende først paa Land: Valdemar Konning af Danmarck hand recker hende hviden Haand.
8. Der var Silcke og Skarlagen rød/ saa vit paa Jorden udbred: Dagmar fulde baade Fruer og Møer/ hun blef paa Riber-Huus leed.
9. Saa aarle om den Morgenstund/ lenge førend det var Dag: Det var ungen Frøicken Dagmar/ hun kræfvede sin Morgen-Gafve.
10. Den første Bøn jeg beder eder om/ Allerkiæriste Herre miin: I lade Biscop Valdemar ud af Taarnet komme/ for Slegt og Frender sin.
11. Den anden Bøn I vide mig vist/ Jeg beder eder jo saa gierne: I gifve alle de Plogpenninge til/ og Fangerne løs af Jern.
12. Den første Bøn I tie saa stille/ I tie Frøicken Dagmar saa qver: Kommer hand ud Biscop Valdemar/ hand giør eder Encke i Aar. Den Frøicken kom af ædle Behmer Land.
13. Hun tog Guld Krunen af sit Hofvet/ og sette for Kongen paa Bord: Hvad skulde jeg i Danmarck/ maa mig icke vides et Ord.
14. I hente mig ind Ridder Herr Strange/ og saa unge Juncker Knud: I skulle henfare til Oringsborg/ og løse de Fanger ud.
15. Der hand kom af Tornet ud/ da kunde hand icke gange: Jeg hafver her sæt paa tolfte Aar/ de Tide var mig saa lange.
16. Hans Søster tog Guld-Kam af sit Skrin/ hun kæmte hans gule Haar: For hver den Lock der hun hannem ridde/ da felde hun modige Taar.
17. Hør du kieriste Søster min/ og du græd icke for mig: Fuld vel skal jeg hefne min Harm/ om jeg et Aar er qveg.
18. I tie qver Biscop Valdemar/ lader icke eders Vrede regiære: Kommer I agter paa Søborgs Taarn/ jeg seer eder aldrig meere.
19. Icke kunde Biscopen lade sin harm/ før hand maatte Landet rømme: Det fortrød Dronning Dagmar meest/ hand kunde icke bedre skiønne.
20. Der var stoer Glæde ofver all Danmarck/ Dagmar var kommen til Lande: Der lefvede i Fred baade Borger og Bonden/ uden Skat og Plogpendings Vaande.
21. Christ signe de unge Ædlinge To/ de lenge motte sammen lefve: GUds Ord/ Retfærdighed/ Dom og Skiel/ for hver Mand at handhefve. Den Frøicken kom af ædle Behmer Land.
