Udi Sverrig var stor U-eenighed/imellem Konning Erichs og Konning Karls Afkom/som indbyrdis trættedes om Riget med hver andre/og undertiden den eene/og undertiden den anden/af hver sin Slegt/er kommen til Regimentet. Paa det sidste/som det pleyer almindeligen at gaa til/kunde de icke anderledis skifte det end med Sverdslag. Her ofver blifver Konning Karl Konning Sverckes Fader slagen af Konning Knud/Konning Ericks Søn. Og der hand afdøde/kommer Kong Svercke til Regimentet/og forfølger siden hans Børn og Afkom. Hvilcket fortrød Almuen meest i Oplandene/ saa at de sætte sig op imod hannem/ at hand blef foraarsaget at bede Konning Valdemar om Bistand. Hvilcket hand bekom saa meget disletteligere/ efterdi de fornemmiste Adel her udi Riget vare besvogret med hannem. Thi Konning Svercke hafde Herr Ebbe Syvniis Søns Daatter til Egte. Derfore vare de Danske dis villigere til at følge paa Svenske Tog. Dog det var dennem icke meget lyckeligt. Thi begge Parterne blefve saa got som aldeelis nedlagde ved Lene udi Vester Gylland. Der blef baade Ebbe self/ som var Hofvitzmand for Folcket/ og begge hans Brødre Lauritz og Jacob slagne/ med mange andre Nafnkundige Mænd paa begge Sider. Dette skeede Anno Domini 1208. den 31. Dag Januarii. Toe Aar der efter sterckede Konning Svercke sig paa ny/ og blef slagen med Hertig Folcke/ og mange andre ved Gestilbro/ Anno Domini 1210. Dog Visen kommer icke aldeelis ofver et med Historien/ om det ellers er om denne Svercke/ som vi meene. Thi om den gamle Svercke kand det næppeligen forstaaes/ som lefvede Aar 1140.
Det var unge Svercke/ gaar for Dan Konning at stande; Min ædle Herre I det icke fortryde/ jeg klager for eder min Vaande. Thi føre de Ridder deris Skiolde/ der græder saa mangen.
2. Min Fader er slagen ihiel med Svig/ og jeg af Landet drefven: Dan Konning I laane mig af eders Mænd/ jeg kand det ærligen hefne.
3. Jeg vil laane dig af mine Mænd/ baade Sælandsfar og Jude/ disse ere de beste Mænd/ som baade kand hugge og skiude.
4. Jeg vil laane dig Engelbret/ og der til Herr Carl graa; Der er ingen i Sverriges Land/ som eene kand mod hannem staa.
5. Jeg vil laane dig Herr Offe Dyre/ med sit foregyldte Horn; Hand hugger ned for Foed i Strid/ som Bønder de meye Korn. Thi føre de Riddere deris Skiolde/ der græder saa mangen.
6. Det var om en hellig Søndag/ der Messen var goed at høre; Svercke hand rider til Øresund/ hand lader sit Folck ofverføre.
7. De lagde ud med deris Snecker fra Lande/ det var saa faur en Flode; De vare vel siu og siusindstive/ foruden de andre smaa Baade.
8. Ungeste Svercke stander i fremmer Stafn/ og seer hand ud i Sunde: HERre GUd lade os enten Seyr vinde/ eller siuncke her ned til Bonde.
9. Saa kaste de deris Ancker/ alt paa den hvide Sand: Og det var unge Konning Svercke/ hand træn der først paa Land.
10. Først drog ungen Engelbret/ og saae hand Herr Carl graa; Saa kom ungeste Svercke self/ hans Banner var guul og blaa.
11. Det meldte hand ungen Engelbret/ ogsaa tog hand paa; Herr Svercke I sende vore Fiender Bud/ I lade dem Feide-Bref faa.
12. Bort da reed den raske Smaadreng/ hannem skinde Guld paa Hænde; Der kunde hvercken Høg eller Hund/ følge hannem Dag til Ende.
13. Ind da kom den liden Smaadreng/ og steddis hand for Bord: Hand var snild og kreng i Tale/ hand kunde vel føye sine Ord.
14. Det da meldte hand uden Gammen/ der til gaf hand goed Efne; Svercke min Herre hafver sendt eder Bud/ sin Faders Død at hefne.
15. Hure da tør du uselig Dreng/ biude mig Eggen hin hvide; Hans Fader stoed mig icke uden eet Hug/ hand birr mig icke udi Strid. Thi føre de Riddere deris Skiolde/ der græder saa mangen.
16. Høre I Sverrigs Høfding bolde/ I kunde det icke forunde; Op da voxer den liden Hund/ med hvassen Tand udi Munde.
17. Det da var den liden smaa-Dreng/ hand sprang til Ganger rød: Det vil jeg for Sandhed eder sige/ hand reed som Fuglen fløy.
18. Hil sidde I unge Konning Svercke/ og Kæmper saa hafve I fromme; I sadle eders Hest/ I drage imod/ eders Fiender monne nu komme.
19. De droge frem ad Bierge og Lide/ og Lene monne de det kalde; Der lagde de af deris Kaaver blaa/ de førde sig i Brynie alle.
20. Tilsammen da droge de ædle Herrer/ det var saa ynckelig en Leeg; Det var ont at stande udi Strid/ som Sønnen Faderen sveg.
21. Frem da rede de Danske Hofmænd/ de førde saa got et Moed; De sloge ned de Vester Gyllands Mænd/ hvor de føre frem for Foed.
22. Konning Svercke hug og Sverting hed/ der giørdis saa varmt om Hænde; Det var saa yncksomelig en Strid/ som Faderen icke Sønnen kiende.
23. Konning Svercke hug og Sverting led/ og Helmene de giørdes reede: Det var stoer Ynck i Striden at staa/ som Sønnen slog Faderen til døde. Thi føre de Riddere deris.
24. Det var unge Herr Engelbret/ blæser i forgyldene Horn; Saa vog hand de Vester Gyllands Mænd/ som Bønder de meye Korn.
25. Det var Sverriges Høfding saa brad/ hand hug med Sverd saa fast; Icke kunde ungen Svercke andet giøre end bøde for de Kast. Thi føre de Riddere deris Skiolde/ der græder saa mangen.
26. Nu hafver jeg standen dig femten Hug/ ja fleere og icke ferre; Du stander mig et for alle dem/ alt for din Høfdings Ære.
27. Det var unge Konning Svercke/ hand der icke lenger beidte: Hand hug den Høfding i forgyldte Hielm/ at Odden i Sadelen mødte.
28. De Danske de stoede saa Mandelig bi/ de Svenske til liden Fromme: Langt heller de vilde paa steden døe/ end fra Herr Svercke rømme.
29. De Svenske vare to og tre mod en/ thi blef i Krigen stor Nød; Saa mangen Ridder der blegnet om Kind/ Saa mangen Hofmand blef død.
30. De vare dem vel otte Tusinde Mand/ der de af Danmark fore hen; Vel neppelig Fem og Femstig Mand/ Komme hiem til Landet igien.
31. Imellem baade Bierge og dybene Dale/ der gielder baade Ugle og Ørn; Der græder saa mangen Ydske Encke/ og half fleere Faderløse Børn.
32. Imellem de Bierge og dybe Dale/ det gielder baade Ugle og Rafn. Der græder saa mangen smuck Festemøe/ hafver mist sin Festemand.
33. De Fruer de stande udi Høyeloft/ de vente deris Herre skal komme; Hestene de komme blodige hiem/ og Sadlene de vare tomme.
34. Konning Svercke vincker giennem gyldene Hielm/ hafver nu denne Strid en Ende; Flygtig Mand ey mister sit Mod/ hand kand en gang omvende. Thi føre de.
35. Mine Fiender ere slagen/ mine Mage ere døde/ det giør mig Hiertens Vaande: Men lefver hand Svercke Aar og Dag/ hand kommer igien til Lande.
36. Her er tabt og her er vunden/ her sørgis paa begge Sider: Saa vel troer jeg Dan Konning god/ til hannem jeg henrider. Thi føre de Riddere deris Skiolde/ der græder saa mangen.
37. Min Fader er slagen med Falsk og Svig/ og skal jeg Landet rømme: Saa ilde skal det de Oplændiske Bønder/ og deris Medfølg bekomme.
38. Og førre da skal jeg lade mit unge Lif/ og Blod og Aand opgifve: Førend jeg skal træde fra Kongeligt Nafn/ Mine Fiender det ofvergifve.
39. Indbyrdis Hoffærd og hemmelig Had/ Fordærfvelsens Roed monne være: En Moder til Kif/ til Kamp og Strid/ som tager bort Lif og Ære.
40. Den eene den anden fordærfver i Grund/ naar tvende tilsammen fegtis: Saa kommer den Tredie og tager det bort/ uden Sværdslag hannem ey negtis. Thi føre de Riddere deris Skiolde/ der sørger saa mangen.
