Vnge Suercke, Konning vdi Sverig
20
20
1.
Det vaar vnge Suercke,
gaar for Dan Koning at stande:
Min ædle Herre i det icke fortryde,
ieg klager for eder min Vaande.
Thi føre de Riddere deris Skiolde,
det græder saa mangem.
2.
Min Fader er slagem ihiel met suig,
oc ieg aff Landet dreffue:
Dan Koning i laane mig aff eders Mend,
ieg vil det ærligen heffne.
3.
Ieg vil laane dig aff mine Mend,
baade Seelandsfar oc Jude:
Disse ere de beste mend,
som baade kunde hugge oc skiude.
4.
Ieg vil laane dig Engelbret,
oc der til Herr Karl Graa:
Der er ingen i Suerigs Land,
som ene kand mod hannem staa.
5.
Ieg vil laane dig Herr Offe Dyre,
met sit forgylte Horn:
Han hugger ned for Foed i Strid,
som Bønder de meje Korn.
6.
Det vaar om en hellig Søndag,
der Messen vaar god at høre:
Suercke hand rider til Øresund,
hand lader sit Folck offuer føre.
7.
De lagde vd met deris Snecker fra Lande,
det vaar saa faur en Flode:
De vaare vel siu oc siusinds tiue,
for vden de andre smaa Baade.
8.
Ungeste Suercke stander i fremer Staffn,
oc seer hand vd i Sunde:
Herre Gud lade oss enten Seyer vinde,
eller siuncke her ned til Bonde.
9.
Saa kaste de deris Ancker,
alt paa den huide Sand:
Oc det vaar vnge Konning Suercke,
hand træn der først paa Land.
10.
Først draog vngen Engelbret,
oc saa hand Herr Karl Graa:
Saa kom vngeste Suercke selff,
hans Banner vaar gul oc blaa.
11.
Det melte hand vngen Engelbret,
oc saa tog hand paa:
Herr Suercke i sende vore Fiender Bud,
i lade dem Feide Breff faa.
12.
Bort da reed den raske Smaadreng,
hannem skinde Guld paa Hende:
Der kundem huercken Høg eller Hund,
følge hannem dag til ende.
13.
Ind da kom den liden Smaadreng,
oc steddis hand for Bord:
Hand vaar snild oc kreng i Tale,
hand kunde vel føye sine Ord.
14.
Det da melte hand vden gammen,
der til gaff hand god effne:
Suercke min Herre haffuer send eder Bud,
sin Faders Død at heffne.
15.
Hure da tør du wselige Dreng,
biude mig Æggen hin huide:
Hans Fader stoed mig icke vden it Hug,
hand bier mig icke vdi Strid.
16.
Høre i Suerigs Høffding bolde,
i kunde det icke forunde:
Op da voxer den liden Hund,
met huasse Tend vdi Munde.
17.
Det da vaar den liden Smaadreng,
hand sprang til Ganger rød:
Det vil ieg for Sandhed eder sige,
hand reed som Fulen fløy.
18.
Hel side i vnge Koning Suercke,
oc Kemper saa haffue i fromme:
I sadle eders Heste i drage imod,
eders Fiender de mone nu komme.
19.
De droge frem at Bierge oc Lide,
oc Lene mone de det fkalde:
Der lagde de aff deris Kaaber blaa,
de førde sig i Brynie alle
20.
Tilsammen da droge de ædle Herrer,
det vaar saa ynckelig en Leeg:
Der vaar ont at stande vdi Strid,
som Sønnen Faderen sueg.
21.
Frem da reede de Danske Hoffmend,
de førde saa gaat it Mod:
De sloge ned de Vester Gyllands Mend,
huor de fore frem for Foed.
22.
Koning Suercke hug oc Suerting beed,
Der giordis saa varmt om Hende:
Det vaar saa yncksomelig en Strid,
som Faderen icke Sønnen kiende.
23.
Koning Suercke hug oc Suerting beed,
oc Helmene de giordis røde:
Det vaar stor ynck i Striden at staa,
som Sønnen slog Faderen til døde.
24.
Det vaar vnge Herr Engelbret,
blæser i forgyldene Horn:
Saa vog hand de Vester Gyllands Mend,
som Bønder de meje Korn.
25.
Det vaar Suerigs Høffding saa brad,
hand hug met Suerd saa fast:
Icke kunde vngen Suercke andet giøre,
end bøde for de kast.
26.
Nu haffuer ieg standen dig Femtan Hug,
ia flere oc icke ferre:
Du stander mig it for alle dem,
alt for din Høffdings ære.
27.
Det vaar vnge Koning Suercke,
hand der icke lenger hødte:
Hand hug den Høffding i forgylte Hielm,
at Odden i Sadelen mødte.
28.
De Danske de stode saa mandeligen bi,
de Suenske til liden fromme:
Langt heller de vilde paa steden dø,
end fra Herr Suercke rømme.
29.
De Suenske vaare tho oc tre mod en,
thi bleff i Krigen stor Nød:
Saa mangen Ridder der blegnet om Kind,
saa mangen Hoffmand bleff død.
30.
De vaare dem vel Otte Tusinde Mand,
der de aff Danmarck fore hen:
Vel neppelig Fem oc Femtig Mand,
kome hiem til Landet igien.
31.
Imellem baade Bierge oc dybene Dale,
der gielder baade Vgle oc Ørn:
Der græder saa mangen yske Encke,
oc halff flere Faderløse Børn.
32.
Imellem de Bierge oc dybe Dale,
der gielder baade Vgle oc Raffn:
Der græder saa mengen smuck Festemø,
haffuer mist sin Festemand.
33.
De Fruer de stande vdi høyelofft,
de vente deris Herre skal kome:
Hestene de kome blodige hiem,
oc Sadlene de vaare tomme.
34.
Koning Suecke vincker gennem gyldene Hielm,
haffuer nu denne Strid en ende:
Flyctig Mand ey mister sit Mod,
hand kand en gang omuende.
35.
Mine Fiender ere slagne mine Maue ere døde,
det giør mig Hiertens Vaande:
Men leffuer hand Suercke Aar oc Dag,
hand kommer igien til Lande.
36.
Her er tabt oc her er vunden,
her sørgis paa begge sider:
Saa vel troer ieg Dan Koning god,
til hannem ieg henrider.
37.
Min Fader er slagen met Falsk oc Suig,
oc skal ieg Landet rømme:
Saa ilde skal det de oplendiske Bønder,
oc deris metfølg bekomme.
38.
Oc førre da skal ieg lade mit vnge Liff,
oc Blod oc Aand vdgiffue:
Førend ieg skal træde fra Kongeligt Naffn,
mine Fiender det offuergiffue.
39.
Indbyrdis Hofferd oc Hiemlig Had,
Forderffuelsens Roed monne være:
En Moder til Kiff,
til Kamp oc Strid, som tager bort Liff oc Ære.
40.
Den ene den anden forderffuer i grund,
naar tuende tilsammen fectis:
Saa kommer den Tredje oc tager det bort,
vden Suerdslag hannem ey nectis.
Thi føre de Riddere deris Skiolde,
det sørger saa mangem