Hvad som denne Konning Knuds Historie er anrørendis/er den yderligen beskrefven af Saxone Grammatico/udi hans Krønickes Ellefte Bog. Saa her giøris icke lang Fortale behof paa denne Sted. At hand saa heyligen berømmes for sin Dyd og Fromheds skyld/findes vel saa udi Sandhed at hafve været. Men at nogle giøre saa meget der af/volde Pavistiske Skribentere/og en deel kommer her af/som ellers almindeligen skeer med de gamle Bedrifter/som Poeten siger:
Omnia post obitum fingit majora vetustas:
Majus ab exeqviis nomen in ora venit.
St. Knud Kong blef slagen udi Otthense/Aar efter Guds Byrd 1078 den 10 Dag Julii efter Middag.
Solen skinner saa klar om Dagen/alting gifver hun goed styrcke/det er nu kommen saa vel i Lag/at borte er Natten hin mørcke. Den ædle Herre de vog med Uræt.
2. Danmarck sig glæder og fryder med skil/og stander i feiriste Grøde: Utydske og Trolde ere slagne ihiel/og Afguderi er øde. Den ædle Herre de vog med Uræt.
3. Af Kongelig Blod en Konning bold/loed sig Gud fast behage: Hand gaf hannem Riger og Lande i Vold/hand skulde hans Ord fremdrage. Den ædle Herre de vog med Uræt.
4. Kong Knud saa hede den Herre from/Kong Svend hans Fader de kalde: Der Harald hans Broder var lagd i Lig/de Danske hannem udvalde. Den ædle Herre de vog med Uræt.
5. Hans Dyd og Fromhed loed sig tee/til GUd sit Hierte hand vende: Med GUds Ord og retfærdige Dom/loed hand det merckeligen kiende.
6. Rætte Bødere giorde hand med skel/at hver sit eget maatte nyde: Saa strengeligen loed hand straffe Uræt/paa dem som Loven monne bryde.
7. Den Christen Kircke holt hand udi agt/den reene Lærdom handhefve: Klerckeriet som førre var forsmaad/i hans Tid vaare saa giefve.
8. Hand gaf dem Frihed mangelund/bød hver Mand dennem at ære: Fordrister sig nogen at giøre der imod/sin Straf den maatte hand bære.
9. Kircker og Kloster bygde hand af ny/baade Gods og Rente tillagde: Saa rundeligen blefve de Lærde forseet/hver sin Nødtørftighed hafde.
10. Paa Dalby Kircke det kiendis end nu/disligest paa Lunde Domkircke: Hvad hand i Roskilde hafver stiftet til beste/det lofve de vise Klercke.
11. Hand tog i sin Kongelig Værn og Skerm/som hand det soer og jette: Kircken og hendis Personer alle/at ingen dem forurette.
12. Thi voxte her Lærde Mænd i Landet op/som Bogen hafde lærd til pricke: Hver tackede Gud som hand kunde mest/for saadanne Gafver og Lycke.
13. Hafde nogen paa sin Forbedring og Lyst/i fremmede Land at fare: Hannem gafvis Guld og Pending i Haand/hand torde ey trygger være.
14. Der med komme lærde Mænd hiem til Land/som Riget med Æren kunde tiene: De vare forsøgte i Sæder og Sprog/og mest Guds Lov hin reene. Den ædle Herre de vog med Uræt.
15. Hofmod og saadanne Letfærdigheds Iid/hafde ingen Plads til Hofve: Uden smiger og Achitophels Art/de meente deris Herre med lofve.
16. Alt hvad Harald hans Broders Tid/var kommen af Skick og Lafve: Lod hand med Flid oprette igien/og til sin Ordning drage.
17. Hvad Riget tilhørde der tenckte hand paa/at det til Riget maatte blifve: Da Ræt og Fred i Landet var sæt/til Orlog monne hand sig gifve.
18. Pryssen og Churland greb hand an/de hannem til Haande ginge: For deris Herre og Hofvet ofver sig/de hannem med Glæde undfinge.
19. Til Engeland som hans Broders Tid/fra Danmarck sig atskilde: Hand agtet at drage med gandske Krigs-Magt/og giøre dem hiemme et Gilde.
20. Thi bød hand Leding om alle Land/hver skulde sig rede og ryste: De lydde hans Bud af alle Styreshafn/de vare i Modet saa trøste.
21. Udi Limfiord lagdis den Flode ind/imod den Vester side: Hans Broder Oluf til lagde hannem Hielp/der paa saa monne hand lide.
22. Men Oluf var Cain mod Broder sin/hans Lif og Riget attraade: Hand holt hannem op paa falsker Fund/paa smigrende Ord og gode.
23. Jo lenger Kong Knud sin Broder fortøfved/jo mindre hand hannem sende: Der Kost og Spise fortæret var/saa gick hannem Folcket fra hende.
24. Oluf gick med Tredskhed omkring/den meenige Mand forførde: Hand klagede sin Broder at legge paa Skat/og tvinge med Loven hin haarde. Den ædle Herre de vog med Uræt.
25. Vilde ickun menige Mand følge hans Raad/det skulde dem gifve stoer Baade: Hver skulde sig liste hiem til sit Huus/og Kongens Flode forlade.
20. Det fulde hans Raad og listig Forgift/og meente de giorde med rette: Ustadig er Almuen i Hu og Sind/saa snart Velgierning forgætte. Den ædle Herre de vog med Uræt.
27. Dan Kongen formerckte sin Broders Svig/til Slesvig loed hand Stefne: Der fant hand sin Broder Utro/hand vilde det paa hannem hefne.
28. Toge de Oluf som Kongen det bød/lagde hannem i Jern og Bolte: Der hialp ey Broderskaf eller Forbøn/Løn som Skyld forvoldte.
27. Der af gick Rygte og Tidende sterck/Almuen monne da forskrecke: Kong Knud den Haan og spotske Oprør/efter Loven paa dem vilde vrecke.
30. Thi skulde de enten deris Aadel lade/og der til Halsen miste: Eller de skulde rømme Landet ud/Lycke eller Ulycke at friste.
31. End var den Herre saa mild og goed/denne Straf loed hand formilde: Ustraffede skulde de blifve hver Mand/om de ellers Tiende vilde.
32. Vilde de udgifve deris Tiende hvert Aar/til Guds Huus og deris Preste: Hand vilde dem være i Faders Stæd/handhefve dem til det beste.
33. De Vendelboer vare saa stifve i Sind/saa stadsige mod deris Herre: Maatte de for hannem ey nyde Fred/det skulde end gaa hannem verre. Den ædle Herre de vog med Uræt.
34. De sloge sig sammen med vebnede Haand/de vilde hannem plat fordrifve: Til Fyn saa drog den ædle Kong/hand agtet udi Freden at blifve.
35. Den arge Ref som Black mand kaldte/hans lagde for Kongen saa slet sin Tale: Hand bad hannem tøfve og holde Foed/denne Feide vilde hand forhale. Den ædle Herre de vog med Uræt.
36. Med Almuen talede hand udi Løn/og bad dem fri fremfare: Saa brugte hand Judas sin Forræderi/og Kongen kom i deris Snare.
37. Hand meente at Black førde Alting til Fred/da førde hand mest til Feide: Hand trode hannem vel/hand torde ey ved/at tro paa falsker Leide.
38. Dette maa vel kaldis med Ræt og Skel/paa Blackis Hest at ride: Et andet at meene/et andet at sige/dem daare som der paa lide.
39. Saa trengde sig Juderne frem udi Fyn/til Otthense monne de haste: Fynboerne glæddis og hiulpe fast til/deris rette Herre at forkaste.
40. Udi Sanct Albans Kircke det skeede/dend Herre sin Bøn der giorde: De brede op Dørre og fulde der ind/den ædle Herre der myrde.
41. Den første Mand der blef slagen/var Black den falske Forrædere: Saa sloges der fleere af Kongens Mænd/Bendicts hans egen Broder.
42. Den fromme Konning der Lifvet lod/saa vel med Gud det meente: Kircken og Klercker med Tro og Flid/med Lif og Blod hand tiente.
43. Thi staar hans Rygte og ærlige Nafn/saa vel hos Mand som Qvinde: For saadanne Daad med stort Eftersafn/fra Tid til Tid til Minde. Den ædle Herre de vog med Uræt.
44. Hans Legem det hvilis under sorter Muld/hans Siæl hos HERren monne være: Saa skulle Guds tro udvalde Børn/den varendis Krune bære.
45. Gud gifve os Naade/sin Ære at søge/det Evige at betencke: Denne Verden foragte med all sin Væsen/som os kand Glæden forkrencke.
46. Langt bedre det er for Guds Sag døe/end Verdsens Guld at eye: Lange bedre det er hos Gud at lefve/end vandre paa Syndernis Veye.
47. Guds Ord det blifver/denne Væsen forgaar/og monne saa snart bortfare: Thi elske sig hver den Liggendefæ/til ævig Tid kand vare. Den ædle Herre/de vog med Uræt.
