S. Knud Konning vdi Danmarck
16
16
1.
Solen skinner saa klar om Dagen,
allting giffuer hun god styrcke:
Det er nu komen saa vel i lag,
at borte er Natten hin mørcke,
Den ædle Herre de vog met wræt.
2.
Danmarck sig glæder oc fryder met skel,
oc stander i feireste Grøde:
Wtydske oc Trolde ere slagne ihiel,
oc affguderi er øde.
3.
Aff Kongelig Blod en Konning bold,
loed sig Gud fast behage:
Hand gaff hannem Riger oc Lande i vold,
hand skulde hans Ord fremdrage.
4.
Kong Knud saa hede den Herre from,
Kong Suend hans Fader de kalde:
Der Harald hans Broder vaar lagd i Lig,
de Danske hannem vdualde.
5.
Hans dyd oc Fromhed loed sig see,
til Gud sit Hierte hand vende:
Met Guds Ord oc Rætferdige Dom,
loed hand det merckeligen kiende.
6.
Rættebødere giorde hand met skel,
at huer sit eget maatte nyde:
Saa strengeligen loed hand straffe wræt,
paa dem som Loven mone bryde.
7.
Den Christen Kircke holt hand vdi agt,
den reene Lærdom hand heffue:
Klerckeriet som førre vaar forsmaad,
i hans tid vaare saa gieffue.
8.
Hand gaff dem Frihed mangelund,
bød huer mand denem at ære:
Fordristet sig nogen at giøre der imod,
sin Straff den maatte hand bære.
9.
Kircker oc Clostere bygde hand aff ny,
baade Gods oc Rente tillagde:
Saa rundeligen bleffue de Lærde forseet,
huer sin Nødtørftighed haffde.
10.
Paa Daælby Kircke det kiendis end nu,
disligest paa Lunde Domkircke:
Huad hand i Roskilde haffuer stifftet til beste,
det loffuer de vise Klercke
11.
Hand tog i sin Kongelig værn oc skerm,
som hand det soer oc iette:
Kircken oc hendis Personer alle,
at ingen dem wforrette.
12.
Thi voxte her lærde Mend i Landet op,
som Bogen haffde lærd til pricke:
Huer tacked Gud som hand kunde mest,
for saadane Gaffue oc Lycke.
13.
Haffde nogen paa sin forbedring lyst,
i fremmede Land at fare:
Hannem gaffuis Guld oc Pending i Haand,
hand torde ey trygler være.
14.
Der met komme lærde Mend hiem til Land,
som Riget met æren kunde tiene:
De vaare forsøgte i Sæder oc Sprog,
oc mest Guds Low hin reene.
15.
Hoffmod oc saadane lætferdigheds ijd,
haffde ingen Platz til Hoffue:
Vden smiger oc Achitofels art,
de meente deris Herre met loffue.
16.
Alt huad vdi Harald hans Broders tid,
vaar kommen aff skick oc laffue:
Loed hand met flid oprette igien,
oc til sin Ordning draffue.
17.
Huad Riget tilhørde der tenckte hand paa,
at det til Riget maatte bliffue:
Da ræt oc Fred i Landet vaar sæt,
til Orlog monne hand sig giffue.
18.
Prytzen oc Curland greb hand an,
de hannem til Haande ginge:
For deris Herre oc Hoffuit offuer sig,
de hannem met Glæde vndfinge.
19. Til Engeland som hans Broders tid,
fra Danmarck sig atskilde:
Hand agtet at drage met gantske Krigs mact,
oc giøre dem hieme it Gilde
20.
Thi bød hand Leding om alle Land,
huer skulde sig rede oc ryste:
De lydde hans Bud aff alle Styreshaffn,
de vaare i Modet saa trøste.
21.
Vdi Limfiord lagdis den Flode ind,
imod den Vester side:
Hans Broder Oluff tilsagde hanem hielp,
der paa saa monne hand lide.
22.
Men Oluff vaar Cain mod Broder sin,
hans Liff oc Riget attraade:
Hand holt hanem op paa falsker Fund,
paa smigrende Ord oc gode.
23.
Io lenger Kong Knud sin Broder fortøffued,
io mindre hand hanem sende:
Der Kaast oc Spise fortæred vaar,
saa gick hannem Folcket fra Hende.
24.
Oluff gick met Trædskhed omkring,
den menige Mand forførde:
Hand klagede sin Broder at legge paa Skat,
oc tuinge met Lowen hin haarde.
25.
Vilde ickon menige mand følge hans Raad,
det skulde dem giffue stor bade:
Huer skulde sig liste hiem til sit Huss,
oc Kongens Flode forlade.
26.
De skulde hans Raad oc listig faargifft,
oc meente de giorde met rette:
Wstadig er Almuen i Hu oc Sind,
saa snart Velgierning forgette.
27.
Dan Kongen formerckte sin Broders suig,
til Slesuig lod hand steffne:
Der fant hand sin Broder wtro,
hand vilde det paa hanem heffne.
28.
toge de Oluff som Kongen det bød,
lagde hannem i Jern oc Bolte:
Der hialp ey Broderskaff eller Forbøn,
Løn som skyld foruoldte.
29.
Der aff gick Ryckte oc Tidende sterck,
Almuen mone sig forskrecke:
Kong Knud den Haan oc spaatske Oprør,
effter Lowen paa den vilde vrecke.
30.
Thi skulde de enten deris Aadel lade,
oc der til Halsen miste:
Eller de skulde rømme Landet vd,
Lycke eller Wlycke at friste.
31.
End vaar denne Herre saa mild oc god,
denne straff loed hand formilde:
Wstraffede skulde de bliffue huer Mand,
om de ellers Tiende vilde.
32.
Vilde de vdgiffue deris Tiende huert Aar,
til Guds Huss oc deris Preste:
Hand vilde dem være i Faders stæd,
handheffue dem til det beste.
33.
De Vendelboer vaare saa stiffue i Sind,
saa traadzige mod deris Herre:
Maatte de for hannem ey nyde Fred,
det skulde end gaa hannem verre.
34.
De sloge sig sammen met vebnede Haand,
de vilde hannem plat fordriffue:
Til Fyn saa drog den ædle Kong,
hand agtet vdi Freden at bliffue.
35.
Den arge Reff som Black mand kaldte,
hand lagde for Kongen saa slet sin Tale:
Hand bad hannem tøffue oc holde Fred,
denne Feide vilde hand forhale.
36.
Met Almuen talede hand vdi løn,
oc bad dem fri fremfare:
Saa brugte hand Judas sin Forræderi,
oc Kongen kom i deris Snare.
37.
Hand meente at Black førde alting til Fred,
da førde hand mest til Feide:
Hand trode hannem vel hand torde ey ved,
at tro paa falsker Leide.
38.
Dette maa vel kaldes met ræt oc skel,
paa Blackis Hest at ride:
It andet at meene it andet at sige,
dem daare som der paa lide.
39.
Saa trengde sig Juderne frem vdi Fyn,
til Otthensee monne de haste:
Fynboerne glæddis oc hiulpe fast til,
deris rette Herre at forkaste.
40.
Vdi Sant Albans Kircke det skeede,
den Herre sin Bøn der giorde:
De brøde op Dørre oc fulde der ind,
den ædle Herre der myrde.
41.
Den første Mand der bleff slagen,
vaar Black den falske Forræder:
Saa sloges der flere aff Kongens Mend,
Bendicts hans egen Broder.
42.
Den fromme Konning der Liffuit loed,
saa vel met Gud det meente:
Kircken oc Klercker met Tro oc flid,
met Liff oc Blod hand tiente.
43.
Thi staar hans ryckte oc erlige Naffn,
saa vel hoss Mand som Quinde:
For saadane Dad met stort Efftersaffn,
fra Tid til Tid til minde.
44.
Hans Legem det huiles vnder sorten Muld,
hans Siel hoss HERren monne være:
Saa skulle GUds tro vdualde Børn,
den varendis Krune bære.
45.
Gud giffue oss Naade sin ære at søge,
det euige at betencke:
Denne Verden foracte met all sin Væsen,
som oss kand Glæden forkrencke.
46.
Langt bedre det er for Guds Sag dø,
end Verdsens Guld at eje:
Langt bedre det er hoss Gud at leffue,
end vandre paa Syndernis Veye.
47.
GUds Ord det bliffuer,
denne Væsen forgaar, oc monne snart bortfare:
Thi elske sig huer den Liggendefæ,
til euig tid kand vare.
Den ædle Herre de vog met wræt.