Udi denne Digt er opsæt Lyckens og Ulyckens Spegel. Denne unge Frøicken var lenger Lif forelagd/men Egteskabs ustadige Medgang maatte hun forsøge. Vendels Land holder jeg for Vendsyssel dersom mange Grefver hafve holden Huus i gamle Dage/&c.
Jeg blef født saa spæd udi Bur/blant Fruer og andre Møer; Svøbte de mig udi Silcke Lagen/og saa udi Skarlagen reed. Der ingen Mand skulde min Sorg alt vide.
2. Saa tidlige fick jeg Stif-Moder/hun var mig icke god; Hun lagde mig i et forgyldte Skrin/hun skiød mig ud for Flod.
3. Den eene Bølge bar mig til Land/den anden hun slog mig fra; End giorde HERre Gud min Lycke saa goed/jeg kom paa Grunden at staa. Der ingen Mand skulde min Sorg alt vide.
4. Den Flod dref mig med sig til Land/den Ebe tog mig derfra; Aldrig hørde nogen et Konge-Barn/der saadanne Bør monne faa.
5. Paa sidste giorde Gud min Lycke saa goed/at Søen bleste mig til Land/der kom gangendis saa vild en Ulf/alt paa den hvide sand.
6. Der kom gangendis Ulfven hin graa/hand tog mig i sin Mund; Saa førde hand mig saa listelig/hen ind i grønnen Lund.
7. Den samme Ulf var mig saa blid/hand lagde mig under et Træ; Der kom løbendis saa rask en Hind/den bar mig i sin Læ. Der ingen Mand skulde min Sorg alt vide.
8. Saa fostrede hun mig udi Vinter/og saa udi Vinter To; Først nam jeg at krybe/og siden nam jeg at gaa. Der ingen Mand skulde.
9. Der var jeg udi Otte samfelde Aar/udi dend vilde Skov; Jeg sof saa mangen søder Søfn/foruden den Hinde-Bov. Der ingen Mand.
10. Jeg hafde icke andet til Klæder og Skiul/end som den grønne Lind; Icke saa hafde jeg anden Foster-Moder/end som den vilde Hind.
11. Der kom ridendis frem en Ridder/en Ridder meget Bold; Hand skød min Fostermoder ihiel/alt paa den grønne Vold. Der ingen Mand.
12. Hand skød ihiel min kiere Fostermoder/og giorde os denne Vold; Hand svøbte mig i sin Kiortel blaa/og lagde mig i sit Skiold.
13. Den samme rigeste Ridder/fostred mig i sit eget Buur: Der var jeg hos hannem saa lenge/jeg blef hans egen Brud. Der ingen Mand.
14. Hand hafde sig omspurt og ledt/min Fader var en Grefve: Udi Vendels Land ofver Slotte og Borg/en Herre der hand monne lefve.
15. Den første Nat vi sammen sof/kom mig til megen Qvide; Der kommer hans Fiender ridendis i Gaard/de sloge hannem ved min Side.
16. Den første Nat vi sammen laae/blef mig til Angest og Harm; Hans Fiender brøde den Brudehuus Døer/de sloge hannem i min Arm.
17. Saa ginge da mine Venner i Raad/gafve mig en anden Mand; Prioren var hand af Closteret/Herr Nilaus saa heede hand. Der ingen Mand skulde min Sorg alt vide.
18. Det første jeg udi Closteret kom/de Nonner mig vel kiende; De sore om den øfverste Gud/at Prioren var min Frende.
19. Saa fulde de hannem for ofven den By/der steenede de hannem ihiel; Jeg stoed saa nær jeg saae der paa/jeg lide icke meget vel.
20. Paa ny da ginge mine Venner i Raad/gafve mig min tredie Gift; Kongens Søn af Engeland/hand hede Herr Engelbret. Der ingen.
21. Saa vare vi sammen udi Vinter/saa vel i Vinter Ni; Det vil jeg for Sanden sige/Jeg fødde de Sønner Ti. Der ingen Mand skulde.
22. Saa kom der Orlog paa det Land/mig til stor Sorg og Qvide; De sloge ihiel Herr Engelbret/og saa mine Sønner Ni.
23. De sloge ihiel baade Sønner og Mand/det maa jeg høyligen kære; Den tiende Søn de af Landet tog/jeg seer hannem aldrig meere.
24. Nu er min Sorg saa mangefold/som Jomfruer de spinde Guld; HErre GUd glæde Herr Engelbret/hand var saa dydefuld.
25. Nu vil jeg mig i Closter gifve/i Closter under Øe; Jeg vil mig ret aldrig Mand gifve/jeg vil i Sorgen døe. Der ingen Mand skulde min.
26. Ald min lønlig Sorrig/dend vil jeg træde under Fod; dislænger det jeg sørger/disverre da er min Bod. Der ingen Mand skulde min Sorg ald vide.
