Maa vel ske at vore gamle Danske Poeter hafve villet forstaa noget andet under disse Omskabninger/som her og andensteds omtalis. Saa at Kiærlighed vindis og væxes ved Kiærlighed. Og ingen er saa forvilt og forvend med Sind og Hierte fra en anden/at den staar jo til med liste at omvendis.
Jeg tog Øxen paa min Bag/jeg vilde det Træ nedfelde; Der kom den Svend som Skofven aatte/hand stack sit Skaft imellem. Saa vinder den Svend sin Jomfru
2. Hugger du ned min Fæderne Skof/og giører du mig den Vold; Falder det Træ og hører jeg det/saa dyre skalt du det undgielde. Saa vinder den.
3. Du lad mig hugge dette eeniste Træ/og giør mig ingen Møde; Fanger jeg icke af vilden Fugl/jeg sørger mig self til Døde.
4. Hør du favren Yste Svend/og vil du lyde mit Raad; Du fanger icke af denne Fugl/uden du hafver tommen Brad. Saa vinder.
5. Hand skar Braden af sit Bryst/hengde dend paa Linde Qviste; Qvistet svedte og Braden sprack/fuld onder var Fuglen at miste.
6. Ned fløy favren liden Fugl/med sine Vinger hun ryste; Hun loe der til/om hun forstod/hvad Manden brugte for Liste.
7. Hun hacked/hun pickede jo saa fast/den Brad saa vel monne smage; Jo lenger jo meere hun aad der af/disbedre det monne behage.
8. Neder fløy favren liden Fugl/satte sig paa hviden Sand; Hun blef til den skiønniste Jomfru/hun gick den unger Svend til Haand. Saa vinder den Svend sin Jomfru.
