Denne Vise følger den forgangen fast udi Meeningen og Digt. Vil og det samme paaminde/som om den anden tilforn blef rørt. Er vel fast saa selsomt/som det Ovidius udi sine Forvandlings Bøger foregifver. Saa at fremmede Nationer som af os med Herre-Skiold ere ofvervundne/skulle og icke udi saadanne Poetiske Paafund siunes at være os ofver Haanden. Ingen skal være forbunden til at tage meere her af end hannem self got synes. For Tidkort er det paafunden/for det samme skal det og annammis/og øfves uden Vantro og Misbrug.
Rafnen hand fløyer op Aften/om Dagen hand icke maa: Den skal hafve den krancke Lycke/den gode kand icke faa. Men Rafnen fløyer om Aften.
2. Alt fløyer Vilden Verner Rafn/saa høyt ofver de Mure: Der blef hand var stolten Irmindlin/saa sørgendis i hendis Bure.
3. Hand fløy Sønder og hand fløy Nør/hand fløy saa høyt i Sky: Saae hand Jomfru Irmindlin saa sørgendis side af ny. Men Rafnen.
4. Hør du liden Irmindlin/hvi greder du saa saare: Er det for Fader/Moder eller Broder/du felder saa modige Taare. Men Rafnen.
5. Det var Jomfru Irmindlin/hun ud af Vindvet saae: Hvo er den mig trøste vil/og høre paa min Uro: Men Rafnen fløyer om Aften.
6. Høre du vildene Valrafn/og fløye du hid til mig: Alle mine lønlig Angist og Sorg/dem vil jeg tælle for dig. Men Rafnen fløyer.
7. Min Fader gaf mig en Kongens Søn/vi vare hver andens lige: Min Stifmoder hannem forsende/saa langt i Øster Rige. Men Rafnen.
8. Saa gierne hafve vi tilsammen lefvet/saa vel hand mig and: Hun vilde gifve mig sin Syster-Søn/liger en Trold end en Mand.
9. Jeg hafde mig en Broder/Herr Verner det var hans Nafn: Min Stifmoder hannem forskabte/og sende hannem i fremmede Land. Men Rafnen fløyer om Aften.
10. Høre I Jomfru Irmindlin/og hvad ville I mig gifve: Jeg fører eder til eders Festemand/om I kunde med mig flyfve.
11. Jeg vil dig gifve det røde Guld/der til det Sølf saa hvide: Kand du føre mig til min Festemand/og skillie mig ved denne qvide.
12. Hafve I self eders Sølf og Guld/og eders rige Gafve: Den første Søn I med hannem afler/den vil jeg af eder hafve.
13. Saa tog hun den Rafne Fod/lagde paa sin hvide Haand: Hun soer om sin Christelige Tro/at hand skulde faa den Søn.
14. Saa tog hand Jomfru Irmindlin/sette hende paa sin Bag: Saa fløy hand ofver det vilde Haf/sig self til megen Umag.
15. Det var vilden Verner Rafn/hand hvitkis paa de Linde: Nu sidde vi Jomfru paa det Huus/eders Festemand er inde.
16. Udstoed bolde Herr Nilaus/med Sølf-Kar paa hviden Haand: Vær velkommen Jomfru Irmindlin/hid til disse fremmede Lande.
17. Hvad skal jeg dig vilde Rafn gifve/du mig min Festemøe førde: Siden jeg af Danmarck foer/bedre Tidende jeg ey hørde.
18. Tack hafve Bolde Herr Nilaus/hand holt saa vel sin Tro: Monats Dag der efter kom/hand loed sit Bryllup boe.
19. Saa durcke de deris Bryllup/med Glæde og megen Ro: Fyrretyfve Ugers Dag der efter kom/hun fødde en Søn saa fro. Men Rafnen fløyer om Aften.
20. Det var vilden Verner Rafn/hand sette sig paa de Linde: Hvad I mig lofvet kiere Irmindlin/det dragis eder vel til minde.
21. Saa saare hun græd og Hænder hun slog/for det var icke en Møe: Dig skal hafve den vilde Valrafn/og det vil koste din Død.
22. Der kom flyfvendis ofver det Huus/en Rafn den var saa leed: Saa saare da græde baade Fruer og Møer/Saa hart deris Hænder vred.
23. Ud gick til hannem Herr Nilaus/og bød hannem Guld og Borge saa bold/der tilbød hand hannem helften sit Land/maatte hand sin Søn beholde.
24. Fanger jeg icke det lidet Barn/da skalt du det fortryde: Jeg skal slaa dig self ihiel/og øde skal jeg dit Rige.
25. Tog hun saa det lidet Barn/svøbte det i hviden Lin: Far vel Allerkieriste Søn min/skyldig er jeg udi Døden din.
26. Saa bare de ud det lidet Barn/som laae paa Moderen og dide: De græde saa mange i Huset vare/paa ferde var der stoer Qvide.
27. Rafnen tog Barnet i sin Klo/saa glædelig monne hand klucke: Herr Nilaus stoed og saae der paa/saa hierteligen monne hand siucke.
28. Saa hug hand ud hans høyre Øye/drack helften hans Hierte-Blod: Saa blef hand til den skiønniste Ridder/der kunde paa Jorden gaa.
29. Hand blef til saa deylig en Ridder/mand hafver med Øyen seet: Det var hand Irmindlins Broder self/som lenge hafde været sorget. Men Rafnen fløyer om Aften.
30. Alle de Folck som der hos stoede/de fulde paa barene Beene: De bade til Gud Fader i Himmerig/det Barn fick Lif igien.
31. Nu sidder Fru Irmindlin glad/foruden all Sorg og Qvide: Nu hafver hun baade Broder og Søn/og sofver hos Herr Nilaus Side. Men Rafnen hand fløyer om Aftenen.
