Her gaar dands i borgegaard/ Der dandser Dronning Helvig med udslagen haar. Medens Herre Kong Valdemar kand love dem baade.
2. Først dandser Dronningen og siden Tove/ Og saa der efter mangen stolt jomfru.
3. Dronning Helvig hun sig over axel saae/ Der seer hun Tovelild i dandsen gaae.
4. Hør du Tovelild en jomfru fin/ Du kast op silke for foden din.
5. Det silke maa vel for føderne slaa/ Saa vist bliver jeg Dronning i Aar.
6. Det skal ej skee men mig undes liv/ Vel maatte tu være Kongens slegfred Viv.
7. Dan Kongen og Tovelild stander under svale/ De havde saa meget om Dan Dronning at tale.
8. Krist give at Dronningen hun var død/ Da skulde du bære guldkronen rød.
9. Krist give Dronningen hun var lig/ Da skulde du bære bliant hvid.
10. Tiger stille Daner Konning/ I sige ej saa/ I veed ej hvo der lyder paa.
11. Da lad dem lyde som lyde maa/ Saa ynsker jeg at saa maatte gaa.
12. Thi du est langt varmer om du var død/ End Dronningen med sit guld saa rød.
13. De tænkte de vare ene to/ Der stod Dan Dronning og lydde der paa.
14. Saa gav hand hende saa godt et guldbaand/ Ret aldrig kom det bedre om Dronningens haand. Medens Herre Kong Valdemar kand love dem baade.
15. Saa gav hand hende et forgyldene skrin/ Saa fik Kong Valdemar villien sin.
16. Dronningen heder paa svenne to/ I beder Jomfru Tovelild for mig gaa.
17. Indkom Jomfru Tovelild stedis for bord/ Hvad vil I Dan Dronning men I sender mig Ord.
18. Hør du Tovelild en jomfru ven/ Hvad snakked du med min Herre i løn.
19. Jeg snakked ej andet med hannem der/ End I maatte jo været saa nær.
20. Det var alt om en ridder jeg bad/ Dronning Helvig/ jeg spurde eders Herre til raad.
21. Nej hør du Tovelild du far med tant/ Du snakked alt andet/ jeg siger sandt.
22. O bliver du en Dronning i Danmark i aar/ Da lukker du vel først dit gule haar.
23. Kong Valdemar hand skulde i leding fare/ Dronning Helvig skulde tage landene vare.
24. Hør I Dronning Helvig baade favr og ven/ I vogte mig landet til jeg kommer igen.
25. I vogte mig landet til jeg kommer igen/ Der til jomfru Tovelild en jomfru ven.
26. Saa vel skal jeg hende vogte og giemme/ At som Kong Valdemar I selv var hiemme.
27. Dronning Helvig hun lader en badstu hede/ Jomfru Tovelild hun skulde først deri træde.
28. Jomfru Tovelild bad de skulde dørene opslaa/ Dronningen bad dem giøre ild oppaa. Medens Herre Kong Valdemar kand love dem baade.
29. Der kunde de høre saa langt i strede/ Hvor Tovelild mon i badstuen græde.
30. Det kunde Dronningen høre over borgegaard/ Hvor Tovelild fik en død saa haard.
31. Kong Valdemar kommer af Leding hiem/ Borte var Tovelild den jomfru ven.
32. Det fik Dronning Helvig for Tovelild var død/ Ret aldrig bar hun guldkronen rød.
33. Det fik Dronning Helvig for Tovelild var brændt/ Ret aldrig kom hun med Dan Kongen til seng. Medens Her Kong Valdemar kand love dem baade.
Forklaring.
Kong Valdemar IV. elskede denne Tove (hvilket Navn er endnu brugeligt her) som var af Ryland/ og siges/ at hendes Moder havde bundet noget paa hende/ som et Kierligheds Tynder. Hvorfor og Kongen elskede hende saa højt/ at hand endog efter hendes død/ førde hendes Lig om med sig; Hvorved Tienerne kieddes/ som skulde bære Kisten med Liget ad og ind/ og derudover der Kongen var ej tilstæde/ oplod een af dem Kisten/ at see hvad i var/ og der hand saae Liget og et baand om Halsen med noget Tøj udi/ tog hand det og stak hos sig. Strax elskede Kongen hannem og skiøte intet om Kisten/ saa hand stedse maatte være hos Kongen/ hvor hand var/ som og gav ham mange og store Foræringer. Omsider der hand heller vilde være i Rolighed/ end i slig daglig Opvartning/ tog hand det tingest og bandt paa enden af et Spyd/ og stak ned i Gure Morats. Derpaa lod Kongen ham fare/ og fik usigelig Lyst til dette sted/ som er vel beviist/ og som Meursius skriver/ at hand elskede det sted Gure/ ja endog meere/ end hannem burde.
Dend Jislandske Autor in Hist. Geniorum Misc. taler ogsaa om det samme/ og legger til hvorledis hand skulde komme did efter sin Død/ med mange sorte Medfølgere/ o. s. v. Saa mælde og en Deel Skribentere om Kejser Karl den Store/ at hand blev forelsked i en slet Kvindes-Person/ hos hvilken hand altid var/ endog efter hendes død/ indtil Turpin Erke-Bisp i Kejserens Fraværelse besoae Liget/ og fandt en ring under Tungen/ hvilken hand tog til sig. Hvorudover Kejseren/ som opvogned af en dyb søvn/ befool det døde Legem at begraves/ men elskede siden saaledis Erke-Bispen/ at hand stedse maatte være hos hannem. Og saasom Turpin befryktede/ at samme Ring kunde komme i andres Hænder/ kasted hand samme Ring bort i en Søe ved Aken. Efter hvilken Tid Kejseren havde saadan Lyst til dette sted/ at hand stedse siden vilde heldst være der/ hvor hand og døde og blev begraven.
Samme Kong Valdemar blev en gang staaende længe med een Fod i Stibøjelen og den anden paa Jorden/ og der ingen af hans Tienere/ befryktende hans Haardhed/ torde spørge derom/ var dog en saa dristig/ der det nu varede meget længe/ som spurde Kongen/ om hand ej vilde stige paa Hesten/ svarede hand: Du skalt fly mig at vide/ om det kand skee/ som jeg tænker paa/ eller aldrig komme for mine Øjne. Tieneren gik derpaa bort/ tænkende aldrig at komme igien/ og paa Vejen fandt En siddende ved en Ild i Skoven/ som tilspurde hannem om hans færd/ hvilken hand fortalte med alle Omstændigheder. Denne sagde/ at dersom Koen kunde komme i Kalven/ saa og Sverrig til Danmark; hvilket sidste skal skee/ naar Kongen avler en Datter ved Dr: Helvig/ hvilken hand havde forskudt. Derpaa forføjer Tieneren sig til Kongen igien og siger hannem forbemældte. Kongen siger det første vel at være tænkt/ men det sidste aldrig at skee. Nogen stund derefter kom Kongen til Søborg/ og der uforvarende saae en overmaade skiøn Jomfru udi grønne Klæder. Begærede derfor af Hofsinderne/ at de skulde føre hende til sig; Men der hun ingenlunde vilde/ ja bad og ydmygeligen derhos/ at de vilde forskaane hende herfor/ klædde de Dronningen/ som der var fangen/ i hendes grønne Klædning/ og førde saa til Kongen/ hvilken sov hos hende og avlede Margrete/ som siden vandt Sverrig til Danmark. Dette giver og Meursius nogenledis tilkiende/ og Lysander siger/ at hun med behændig Trædskhed undsik ved sin Herre/ og hannem uvidende/ avlede den mægtige og vidtberømte Dronning Margrete.
