Hellelild sidder i bure/ Min sorrig veed ingen uden Gud/ Hun syer de sømme pure/ For dend lever ikke der jeg tør klage min sorrig.
2. Hun syer de sømme saa hvide og smaa/ Jeg sukker og kvider og lønligt sørge maa.
3. Merkte det Dronningens smaadreng/ Find/ Hand førde ded for Dronning Elen ind.
4. Hellelild sidder og syer med hast/ Mens sørger og sukker der hos saa fast.
5. Dronningen svøber sit hovet i skind/ Saa gaar hun til Hellelild ind.
6. Hør du Hellelild du syer med flid/ Men aldrig andet en sømmen hvid?
7. Derfor syer jeg saa sømmen hvid/ Min lykke har været mig meget ublid.
8. Jeg var kun paa mit tolvte aar/ Min fader hen ad leding far.
9. Min fader hand vilde ad leding fare/ Tolv Riddere fik hand mig at vare.
10. De Elleve tiente mig dagligen vel/ Den tolvte mig lokkede med usel.
11. Min fader haard lod stor uvillie tee/ Hand vilde mig hverken høre eller see.
12. Min fader hand vilde mig selie/ Min moder hun vilde mig kvelle.
13. De soldte mig for en klokke saa ny/ hun henger i Marslø Kirkeby.
14. Det første slag den klokke hun slo/ Da brast min moders hierte i to.
14. Det andet slag den klokke hun slo/ Da segned min fader død til jord.
16. Hør du Hellelild du siger nu mig/ Hvad heed den Ridder der lokked dig?
17. Den Ridder hand heed Hildebrand/ En Kongesøn saa kaldes hand.
18. Hvad siger du mig om Hildebrand/ Det var min elselig søn for sand.
19. Hand havde ej moder uden mig/ Forvist skal hand trolove dig.
20. De ord var neppe af munden udtalt/ Før Hellelild af glæde daaned og falt.
21. Dronning Ellene løfte hende op fra jord/ Og trøsted hende med saa frydefuld’ ord.
Anmerkning.
Mand haver i gamle dage vilde bevare Fruentimmeret paa Men og anden Maade for Mandfolks Overvold/ Hvor paa her ere adskillige Exempler i disse Viser/ ja endogsaa i vore Historier og Sagar/ men alt forgieves. Dend er Ære værd/ som selv utvungen bevarer sin Ære. Denne Vise er ej meget gammel/ eftersom her tales om Marslø Kirke og hends Klokke/ hvorfor Hellelild blev soldt.
De søgte og da mest efter at tage Jomfruer/ heller end at bede om dem/ saasom Tageretten da var højest agted/ men nu aflagd. Om Dronning Ellene og hendes Søn Hildebrand/ sluttes det samme her/ som tilforn/ at her kaldtes mange store Herrer Konger/ og deres Børn Konge-Børn. Mand betroer undertiden den noget at bevare/ som er mest utro; hvilket er at betro Ulven faaret/ og binde Hunden til Pølsen.
