Det var liden Kirsten/ Hun svøber sit hoved i skind/ Saa gaar hun i højeloft/ For sine Hovmænd ind. Nu staar ald min glæde i min jomfrues vælde.
2. Hil sidde i mine hovmænd/ I drikke baade miød og viin/ Morgen ville vi til Holsterland/ At hente festemand min.
3. Det var liden Kirsten/ faldt for Holsterlands Konge i knæ/ Jeg byder for min festemand/ Baade guld og liggendefæ.
4. Ikke faar du din fæstemand/ hverken for fæ eller guld/ Før jeg faar din Færnegaard/ Som staar i rosens lund.
5. Aldrig faar du min Færnegaard/ Som staar i rosens lund/ Aldrig faar du en stage deraf/ Mens jeg er i live sund.
6. Kand jeg ikke min fæstemand faa/ Hverken for guld eller fæ/ Da skal jeg sætte Holsten i brand/ Der skal ej findes ly eller læ.
7. Hør du liden Kirsten/ Og du tør ikke saa braske/ Hvor er dine stolte hovmænd/ Du før af Landet saa raske?
8. Jeg er mig baade liden og Ung/ Jeg orker ej hovmænd at holde/ Jeg haver tolv tusinde Jomfruer/ Som holder her under Skiolde.
9. Det var Holsterlands Konning/ Hand ud af vinduet saa/ Der holdt tolv tusinde raske hovmænd/ De skinte under harnisk blaa.
10. Det var Holsterlands Konning/ Hand hede paa liden smaadreng/ Fly liden Kirsten sin fæstemand/ Vær snar og tøv ej længe.
11. Tak have hun liden Kirsten/ Hun holt saa vel sin tro/ Selv drog hun giennem sit Rige/ Og løste sin fæstemand ud. Nu staar ald min glæde i min Jomfrues vælde.
Anmerkning.
Det synes at denne liden Kirsten haver været en Prinsesse i et af disse Lande/ som med Magt haver tvunget Holsterlands Konge (thi der vare fordum Konger/ førend der bleve Hertuger) at lade sin fangne fæstemand løs.
