Jeg vil ej om lysen dag I mark eller skov udride; Thi jeg bær for en stolt jomfru/ Baade sorrig og megen kvide. Thi skinner min skjold saa vide.
2. Det var ungen Anfind Haver sig en jomfru fæst; Men de have hende i Kloster givet/ Det gaar ham til Hjertet mest. Thi skinner.
3. Det var ungen Anfind/Hand raader med broder sin/ Jeg vil sla det Kloster ned/ Og tage ud Fæstemø min. Thi skinner.
4. Viltu sla det kloster ned/Og giøre saa stor ufred/Spørger hand det Konning Byrge/ Saa saare hand vredes derved.
5. Det var ungen Anfind/Hand raader med sine svenne/ Vi ville sla det kloster ned/Og tage den jomfru venne.
6. Det da svarede de Dannesvenne/Og sagde deres Herre saa: Vi ville sla det kloster ned/ Det gaae siden hure det maa.
7. Det gaar med Kongens venskab/Hvor Herre Gud det vil/ Jeg skal sla det kloster ned/Og lade saa lykken sla til. Thi skinner.
8. De rede til den klostermur/Og hørde de derpaa; Saa faverligt sjunge de nattergale/ Der kvede de jomfruer smaa.
9. Saa herligt sjunge de nattergale/ Der kvede de jomfruer ni; Alt kvad jomfru Benedit fejrest af alle di. Thi skinner min skjold saa vide.
10. Hand slog ned den klostermur/ Saa saare det skalv derved/ Og tog hand ud den stolte jomfru/ Af kirken der hun bad.
11. Det svared jomfru Sirelild/ For alteret som hun stod/ Spør hand det Konning Byrge/det koster dit Hjerte-blod.
12. Tog hand jomfru Benedit/ Løfted hende paa sin hest/ Førde hand hende til stranden ud/ Som hand kund’ allerbest.
13. Det mældte jomfru Benedit/ Hun saae de forgyldte fløje; Give det Gud Fader i himmerig/ Det skib maatte sjunk’ i søe.
14. Svared det Ungen Anfind/Hand svared den venne mø; Den snekke hun er saa vel bevart/Hun bær os vel over søe.
15. Vunde de op deres silke sejl/ Med deres forgyldene fløje/ Saa sejled de dem til Norges land/ vel udi dagene to.
16. Hand førde hende til sin faders gaard/Lod der sit brøllup bo/ De levde sammen i otte aar/Alt baade med glæde og ro.
17. Det lidde ad det niende aar/Der det monne fast forgaa/ Da lagdes ungen Anfind/I sterke Helle-traa. Thi skinner min skjold saa vide.
18. Det var ungen Anfind/Hand tog sin kjerest i arm; Det være for Herren kært/Vi havde ej sammen et barn. Thi skinner.
19. Det svared stolten Fru Benedit/Og hende rand taare paa kind; Dis riger’ ere eders frender/ Dis større er sorgen min.
20. Angest og sorg var alt forglemt/ Den kommer til mig igen/ Jeg skilles nu ved min kjerest/ haver vred’ venner til.
21. Hun satt’ en kirke over hans grav/Et guldkors over hans been; Saa foor stolten Fru Benedit/ Hiem til kier broder sin.
22. Her sider i Herre Konning Byrge/ Allerkjereste broder min/Hvad for naade viltu giøre Med kjereste Syster din?
23. Ikke vidste jeg liden Benedit/Kiereste syster min/At du drogst i fremmede land/ Med saa fattig en svend.
24. Det svarede stolten Fru Benedit/ Baade med tukt og ære/ Havde Gud ladet ham leve med mig/ Aldrig havde jeg kommet here.
25. Svarede det stolten Fru Benedit/Og talede hun for sig; Havde Gud ladet ham leve med mig/ Aldrig havde jeg trængd til dig.
26. Opstood Konning Her Byrge/ Hand tog hend’ i sin favn: Alt det gode som jeg formaar/ Det skal komme dig til gavn.
Antegnelser:
Om Kong Byrge i Sverrig og hans Brødre/som hand lod svelte ihiel/have vi en Vise i det forrige hundret/hvorom og er meget i de Svenske Historier/men om dette intet/saa som der og ofte findes det i Viserne/hvorom lidet eller slet intet mældes i Historierne.
At legges i Helletraa/Daanetraa/Hellebrud/Helledræt/siges naar mand brydes og drages med Helsot og bliver sotdød. I Edda holdis Hel for et af Lokkes Børn/hvilken Alfader kaste i Helvede og alle sot-og af ælde døde Mennisker med hende. Thi de andre/som fulde i Krigen/meente de at komme i Odins sal.
Af Hel siges og i Hellsla. Isl. Ihjelsla/ Helhest/ Helspøtt/ o. s. f.
