Kong Gørel haver en Dotter/ Hun er saa skjøn en jomfru/ Hendes fader vil hende ej mand give/ Selv vil hun Grev Henrik trolove. Nu stander Løvsalen med ære.
2. Kongen lader en skovsal giøre/ Saa dybt alt neder i jorde/ Hand sætter der i den skjønne jomfru/ Som mangen mand efterspurde.
3. Kongen sider over sit bord/ Og svor hand paa sin sand; Nu haver jeg min Dotter saa giemt/ Det hende finder ingen mand.
4. Nu haver jeg min Dotter saa giemt/ at hende finder ingen mand/ Ej heller hin unge Grev Henrik/ De ramme runer kand.
5. Alt da stod den liden smaadreng/Og lyde hand derpaa; Hand gaaer til Unge Grev Henrik/ Og siger ham ordene saa:
6. Hør i Unge Grev Henrik/ Og vil i være mig huld/ Jeg vil Eder sige af Kongens Dotter/ Hun er i skoven duld. Nu stander løvsalen udi ære.
7. Hav du tak du liden dreng/ Jeg vil dig love og prise/ Jeg giver dig det røde guld/ Du skalt mig vejen vise.
8. Saa lod hand en guldbaand væve/ I fine silke tvinde; Der monne Greve Henrik saa snart/ Det hvide-guul’ haar i binde.
9. Hand lod det med silke/ Ogsaa med røde guld væve; Det vil jeg for sanden sige/ Hans haar havde jomfru farve.
10. Der hand kom paa heden ud/ Der prøved Greven sin hest/Der hand kom mod Kongens gaard/ Hand rider som en jomfru best.
11. Hand havde ladet sig klæder skære/Alt udi jomfru-lige/ Saa reed hand sig til Kongens gaard/ Og steven vilde hand lære.
12. Kongen stander i højeloft/Seer hand ud saa vide/ Vel vorde mig alde mine dage/ Hisset seer jeg en jomfru ride.
13. Midt udi den borgegaard/Der agsled hand sit skind/ Saa gaaer hand i højeloft For Daner-Konning ind. Nu stander løvsalen.
14. Hel sider i Kong Gørel/ Over eders brede bord/ Kongen min kjere fader/ Haver send eder brev og ord.
15. Eders fader haver mig skrevet til/ Min Dotter skal eder lære/ Ald den gierning/som hun kand/ Dend lærer hun eder saa gierne.
16. Kongen taler til jomfruen skjøn/ Medens vi ere eene tu; Hvad mon eders Fader ville svare/ Om jeg beder om eder nu. Nu stander løvsalen udi ære.
17. Da lo den unge Grev Henrik/ Saa listlig ved sig ene: Min fader haver mig forboded/At tale med eder saa længe.
18. Hertug Gørel heder min systersøn/ hand skal eder vejen vise/ Naar i kommer i marcken ud/ Eders ganger skal i prise.
19. Det var Daner-Kongen selv/Hand fulte den jomfru til hest/ Der hun kom i marcken ud/En Ridder hende fulte næst.
20. Siger mig det Hertug Gørel/ Siger mig det uden sorrig; Er her en jomfru i skoven duld/ Som heder jomfru Ellersborg.
21. Hør i det min skjønne Jomfru/ Eder følger baade tukt og ære: Derind’ er jomfru Ellensborg/ Med andre jomfruer flere.
22. Der er inde de Konge-Børn/ De Hertugs-Døttre fem/ Der er jomfru Rosensang/ Hun lærer alle dem. Nu stander løvsalen.
23. Hør i det min skjønne jomfru/ Jeg siger eder paa min ære/ Der er inde de skjønneste jomfruer/Der kunde i verden være.
24. Det var unge Grev Henrik/ Hand ind ad dørren treen/ Alle de der inde vare/ De stode ham op igen. Nu stander løvsalen udi ære.
25. Hel sider i fruer og stolte jomfruer/ Baade møer og høviske kvinder/ Og først og sidst Jomfru Rosensang/ Om hun er ellers her inde.
26. Det var unge Grev Henrik/ Tog ud de breve tu; Dem sendte Eder eders fader/ I raader selv for dennem nu. Nu stander løvsalen udi ære.
27. Min Fader haver mig skreved til/At jeg skal eder lære; Ald den gierning som jeg kand/Den lærer jeg Eder saa gierne.
82. Saa forgik den klare dag/ Den nat kom saa brat/ Alt spurde unge Grev Henrik/Hvor hand skulde ligge den nat. Nu stander løvsalen.
29. Det mældte jomfru Rosensang/ Hun svared i saa brat/ Lade i nu den fremmede jomfru/Sove hos mig selv i nat. Nu stander løvsalen.
30. Det svared jomfru Ellensborg/ Hun frykted sin broder skulde døe. Sover den jomfru hos eder i nat/ Da bliver i ikke mø.
31. De hente ind de voxe-lys/ De vare med æren snode/ Saa fulde de de unge to/ Hen i den fruerstue.
32. Det da vare de unge to/ De laae hinanden saa nær/ Begyndte de hinanden at spørge/ Hvem de mest havde kier. Nu stander.
33. Siger mig jomfru Rosensang/ Mens vi ere ene tu/ Veed i nogen i verden til/ Paa hvilken staar eders hu. Nu stander løvsalen.
34. Jeg veed ingen i verden/ Der min hu stander paa/ Ude da er Grev Henrik/ Og ham maa jeg ej faae. Nu stander løvsalen udi ære.
35. Er det unge Grev Henrik/ I haver i hiertet saa kier/ Saa mænd min jomfru Rosensang/ Hand ligger eder alt saa nær.
36. Da svared jomfru Rosensang/ Hun sig til væggen vende/ Gud give det vidste min fader/ Og saa mine rige frende.
37. Om alle eders frender det viste/ Baade mand og dertil kvinde/ Alt er hand næst i hænde haver/ Baade nu og hver en sinde. Nu stander løvsalen udi ære.
38. Hør i Unge Grev Henrik/ I vogte saa vel eders liv/ Fornemmer det min tienistekvind/ Der yppes saa ond en kiv.
39. Hør i det Grev Henrik/ I siger sagt herfra; Den terne er ej vidt herfra/ Hun giver der agt oppaa. Nu stander løvsalen.
40. Alt da stod den tienestekvind/ Og lydde hun derpaa; Hun ganger strax til Kongen/ Og siger til hannem saa: Nu stander løvsalen.
41. I vaager op Herre Konge/ I sover nu alt for længe/ Nu ligger unge Grev Henrik/ Hos eders Dotter i senge.
42. Tig du stil du tienestekvind/ Jeg vil dig ikke tro; Der er saa mangen en stolt jomfru/ Som bliver løjet paa. Nu stander løvsalen.
43. Hør i det Danner-Konning/ Vil i mig ikke tro/ Her have i hans gode sverd/ Dertil hans sølvspendte sko.
44. Længe laa Kongen/ og tænkte hand derpaa; Hvor kand jeg min Dotter forsee/ Bedre end ret ligesaa. Nu stander løvsalen.
45. Der var fryd i skovsal/Og lyst at høre derpaa/ Kongen gav sin Dotter bort/ Grev Henrik hende tog. Nu stander løvsalen udi ære.
46. De brøde ned den skovsal/ De giorde deraf et grin/ Saa glade vare de jomfruer/ Hver kom da hiem til sin. Nu stander.
47. Nu have begge de unge to Forvunden baade angest og harm/ De sove nu saa gladeligt Udi hver andens arm. Nu stander løvsalen med ære.
Anmerkninger:
Dette er skeet paa den maade/som i Hafburs Vise/uden det at her er en bedre udgang og ende. Begge Konger lukker deres Døttre inde/ligesom Acrisius Konge i Argos indsluttede sin Dotter Danae i et taarn/til hvilken dog Jupiter kom i en gylden regns lignelse/det er/formedelst gave og guld nød hendes kjærlighed. Ved denne lejlighed vil jeg handle lidet om Hafbur og Signe/ enddog den Vise er trykt tilforn/og begyndes saa: Siger Konge og Hafbur Konge. Der er vel stridighed om steden/hvor det skulde være skeet/i det J. Messenius imod J. Magni deres egen Histori-skriver giver for/at det skeede ved Sigtun i Sverrig/Andre i H. Henrik Ransovs bog/om de Cimbers Begyndelse/o. s. f. at det er skeet paa Sønderborg paa Øen Als. A. Vellejus i bredden af sin Danske Saxo siger at nogle meene det at være hændet ved Falkenberg i Halland. Til alle disse meninger ere ingen grund. Er derfor best at blive ved Saxo i saadan og anden gammel handel/som dette beskriver i hans Syvende bog. Her er Sigersted/som haver navn af K. Siger/hvor og vises hans Gravsted/og sees endnu ufejlbarlige tegn og levninger af det opbrændte Signes bur. Item vises der Hage-Høj/hvor Hafbur blev hængd/Valbrønden/hvor Valstedet er og Slaget skede/Støsa-aa/dam. Er der end Habors Plads ved Sigtun/som Messenius skriver/saa kand det være kaldet saa efter en anden af samme navn. Ja tiden/som Messenius sætter/kommer ej heller overeens med Sandhed/som den skulde; Dog haver hand herom skrevet en Tragedie/som er trykt/hvor hand indfører meget af Visen/som skal være brugelig her over ald Norden. Ellers mældes der og lidet herom i Edda: Sigar thadan eru Siglingar komner/thadan er æt Siglys/sem Heingde Hagbard; Hieraf Heiter galge Hagbards Hestur.
K. Gørel skal have boet paa Gørelsborg/som har ligget ved Haraldsted (nu Harrested) ved Ringsted. Rosensang og andre dislige/som tidt forekomme i Viserne/synes at være saaledis optænkte.
Sleben/ Sleven ɔ: Sømmen. Sleber ɔ: Drager. Slögd Sv. Messenius. Min Fader er dermed nøgder/Jag hoos henne lærer slögder. Sleave A. Foccus sericus.
Sølvspendte sko brugtes i de tider/som ogsaa endnu.
