Højt i din Himmel, o, Fader Evan,
hvor Dagen er stedet til Ro,
og Solnedgangs-Skæret har Druernes Glød
dér ligger en smuk liden Kro.
Dér finder man intet elektrisk Blus
og ej Telefon eller sligt:
tolv Tællepraase, som aldrig gaar ud,
gør deres tysende Pligt.
Og Døren gaar op, og Døren gaar i:
hvad Gæsterne ønsker, bli’r bragt
af smaa Kellnerinder som Englebørn
i deres mest himmelske Dragt.
For Bordenden sidder, med fint-spidset Mund
og Kinden lidt hektisk rød,
Bellman — med Kniplingsmanchetter paa
og en langhalset Luth i sit Skød.
Og næst ham, med tindrende Øjne blaa,
Johannes Ewald har Plads;
saa følger Knud Lyhne og Aarestrup — ja,
selvfølgelig hver med sit Glas!
Forresten ej Forskel i Rang eller Stand:
her drikker i ophøjet Ro
Carl Bagger og Wessel, og Mantzius med,
og Lars Mathiesen — for To!
Da triner den smaa Kellnerinde frem,
med Smilehul i sin Kind,
og melder, at Sophus Schandorph er død —
da raabes der lydt: Lad ham ind!
Alle har rejst sig, med fremstrakt Glas,
— iøvrigt i ophøjet Ro —
og Mantzius fører sin gamle Ven
ind i den himmelske Kro. — —
Javist har han Ret til at bænkes dér,
hvor Aarestrup viser ham Plads,
og Bellman hilser med Slag paa sin Luth
og dypper i Bollen sit Glas.
Med Vinløv din skaldede Isse skal snoes,
og „Bellman” skal tone igen,
den Tone, Du elsked og kendte som Faa —
min vin-glade, sang-kære Ven!
Vi red jo tilsammen en Tid vort Ridt,
og Pegasus traved helt godt,
og Folk fik i Næserne Smaasten og Grus —
da nøs de og raabte: hvor „raat!”
Det Ord har de brølet helt højt og helt tidt
ud af deres Vids ABC;
men ej fik de ned-brølt dit gode Humør:
Du lo, og blev ved med at le!
Nu vel, denne Latter, min gamle Ven,
hav Tak for dens Djærvhed og Kraft;
den skabte Dig Venner ... Gud give, Du blot
én Fjende til Slut havde haft!
Thi det, som skal mærke en Mand for hans Tid
og skænke ham Hundred af Aar,
er ikke blot Venner, der smykker hans Hus,
men Fjender, der smæder hans Gaard!