Holger Drachmann (1846–1908)

Maskinen slog sine rolige Slag —

        saa støt og saa stille det lød;

og Himlen spejled sit tindrende Tag

        i Havdybets vigende Skød;

og Skibs-Passagererne spillede Kort,

mens Dagen i blaanende Hvile henflod

        saa lagde jeg stille Avisen bort:

dér stod, at min Ven var ded!

Og Dagen blegned, og Solen gik ned,

        og Himlen blev tung og graa,

og ud over Havet mit Øje gled,

        og sortnende Vover jeg saa’;

bestandig jeg sad paa den samme Plet

        og støtted min Haand under Kind —

        og dengang da Hundevagten gik ind,

                fornam jeg, at jeg havde grædt.

Hvor er det dog muligt, at den, som er god

        og elsket og nobel og smuk —

        at den, som har kæmpet sig frem ved sit Mod

                og ej ved et eneste Buk —

hvor er det dog muligt, at den, som var stærk

og leved saa lysende glad i sit Værk

og vidste fuldtud, hvad hans Gerning betød:

        at han nu ...

                                Ak, nu er han død!

Men alle de Væsner af lavere Rod,

        som snylter paa Livs-Træets Saar,

de fedes af Safternes strømmende Flod

        helt op mod de Hundrede Aar —

og han som i fuldeste Skaberkraft staar

        og føler sig adelig-stærk,

han fældes før Rimen faar pudret hans Haar —

                midt i et halvfærdigt Værk!

Vi véd det, Veninde, han vandt denne Krans,

        det kostlige, dyre Klenod;

Nu hvirvler snart Høsten de Blade i Dans,

        som pryded en Stridskæmpe god.

Lad Andre heromme, hvad Kæmpen har skabt:

        Til ham staar hans Landsmænd i Gæld —

jeg véd, hvad hans Hustru i Helten har tabt:

                Veninde! mit Haandtryk — Farvel!