De store, de stolte Skikkelser,
de tælles nu grumme snart —
Døden langer med Leen ud
paa en saa avindsyg Art:
knoglede Mand — til at hugge ned
var Du vel aldrig sen —
men op vil vi rejse vor fældede Ven
den stolteste Bautasten.
En Søjle, saa rank og bred og høj,
sat paa en Sokkel god —
saaledes som Julius Lange selv
i levende Live stod;
og Skrift skal hugges i Stenen ind,
at vidne for Slægternes Mænd:
han var blandt de ypperste Danske,
som førte Tale og Pen!
Faa fik sagt fra en Lærestol
om Kunsten saa vægtige Ord —
Færre har leget med lettere Vid
for Venner om jublende Bord:
et Tænker-Hoved med skarp Profil
paa den herligste Mandsgestalt —
Blikket var dybt, og i Talens Strøm
et Havbrus af attisk Salt!
Skønhedsbegejstret Du saa med dit Smil
paa al denne Hurlumhej —
som vedkom Stilling og Fad og Brød,
aldrig i Verden Dig,
en fredsæl Mand, men en Fægter god,
naar Du mente, der maatte ta’es fat;
en lydhør Hjælper i Venne-Nød,
tunghør mod Skvalder og Pjat.
Saa kom de Sorger, de banker paa
den fastest lukkede Dør —
Du maatte vel ogsaa op fra din Stol,
at give de Gæster Gehør;
men mandig stred Du endda din Strid,
tro mod dit Ideal
dit Ler kunde brydes, din Aand stod støt
blandt Guder i Marmorets Sal.
Dér ville vi lade din Higen i Ro,
dér søgte Du Maal og Ret
for Kunstens Evner og Livets Tro
ved de Eviges lyse Banket:
i Straaleglans af Hellas Kultur
som Gudernes hædrede Gæst,
dér vandrer nu Julius Lange ind
ved det Menneskeliges Fest!