Novembermulmet spændte ud
sin Skærm, saa klam, saa tung, saa graa,
— og Brystet stønned — Herregud,
skal da hvert Haab om Lys forgaa?
Skal intet staa med fast Kontur.
skal Træ og Busk og Hegn og Mur
hensvømme i et Valle-Hav,
hvor Aaret grov sin Grav.
Nej — lad saa Skærmen sænke sig
ned over ham, som stout og bred
saa daarligt mægted tænke sig,
at alt gik ned og stedse ned:
Den sidste store Bondekraft,
som dette Bondeland har haft,
om Klokken ringer nok saa dump,
dør ikke i en Sump.
Nej lad kun Mulmet spænde ud
sin Skærm saa centnertung og graa,
just denne Klokke bærer Bud:
at Lys og Kraft kan ej forgaa!
Den Død, som strakte Kæmpen hen,
den holder Mandtal mellem Mænd:
der svulmer op et vaarfriskt Hav,
hvor Berg gik i sin Grav!
Og vi som stod den Høvding nær,
der drog saa let sit sidste Suk,
vi — Ven og Uven blandt den Hær,
der skifted med ham Smil og Hug:
Vi, som jo ynder Genbyrds Tvist,
vi fandt ham, hvor vi tog ham sidst,
og „Enhedsmærkets” Øgenavn
blir ham en Hæders-Bavn!
Det, som hos ham var bredt og trygt,
det bør vi søge hos os, hver
som gribes stundom bitter-sygt
i Livets strænge Landnamsfærd.
Af hans Naturbunds rige Jord
vi ejer mer’ end selv vi tror:
Ja blot vi stoled trygt derpaa,
saa var der Land at naa! —
Et Enhedsmærke var den Mand,
hvem ingen Taager gjorde graa,
som ej November var istand
med sine Livs-Tvivl ned at slaa;
han var et Fjæld, en fast Kontur
kun Døden nedbrød denne Mur,
men Bruset fra et Junihav
ombølger Kæmpens Grav.
Og vifter det en Solskinsdag,
med friske Briser over Vang,
og smælder højt de Hundred Flag
til glade Stemmers Frihedssang:
Saa staar han for os bred og stor,
den Mand, der synger for i Kor,
den Mand, i hvem en Sanger bor,
som selv paa Teksten tror.