Nu drages med Sort det lyse Hus,
Remisen for Thespis’ Kærre;
— nu dækkes med Hæder, nu sænkes i Fred
Johanne Louise Heiberg ned
jævne sin myndige Herre.
Og Telegrammer og Blomster og Vers
vil smykke de sirlige Stuer,
hvor Husets Værtinde ved mangen Fest
var selv den livligst ydende Gæst,
Fruen for alle Fruer.
End ser vi den stadselig ranke Vækst,
som aldrig svajed for Vinden,
et „Vil”, som altid aarvaagent var —
og det asiatiske Øjepar,
som stred med Etatsraadinden.
Hun sad mod Stolens det høje Læn,
en sløromvunden Sibylle,
og stirred tilbage, som ned i en Grav:
Virak, Triumfer og Titel den gav —
og levned en bog-prydet Hylde.
Og dette skal siges, naar Sørgeflor
nu slynges om Thespis’ Kærre:
Fru Heiberg havde til Scenen bragt
en Vidde i Spil, i Naturen en Magt
— uden sin myndige Herre.
Og dette vi hørte, vi lyttende Faa,
som gæsted de sirlige Stuer:
et Ord, som havde Frimodigheds Klang,
en egen, betagende Sandhedens Sang
af Fruen blandt Dannelsens Fruer:
„Ret aldrig vi vinder en Kunst igen,
naar spidsere bliver vor Evne,
naar Fantasien fornægter sit Mod,
naar „Artighed” sætter paa Scenen sin Fod
og Sippethed Sippethed Stævne!
„Nej, Kunsten begynder i Dyrehavs-Bod
blandt Gøglere findes dens Moder;
den fødes til Liv i en Kælderhals,
drejer sig i en Sagtevals
efter de sirligste Noder!
„Og stiger den, tryg paa sin egen Natur,
og rækker den svimlende Tinde:
den glemmer, trods Virak og Gaver, ej
sin Mo’r, som rørte den første Dejg
i Vaffelbutiken derinde!” ...
Saa taled hun, „Musers og Gratiers Prydu”,
som havde af Guldskaalen drukket
og kendt, hvad Malurt paa Bunden laa:
det var, som ud i det Fjærne hun saa —
og vendte sig bort — og sukked.
Nu drages med Sort det lyse Hus,
Remisen for Thespis’ Kærre;
og dækt af Hæder, og sænked i Fred
lægger den rige Natur sig ned
jævne sin henfarne Herre.
Og Telegrammer og Blomster og Vers
smykker de øde Stuer.
Hun rakte os Haanden ved mangen Fest;
vi rækker vor Krans, som taknemmelig Gæst,
til Fruen for Scenens Fruer.