Fjærnt over glimrende Skyer,
som svinder lig Æren og levner ej Spor,
fjærnt over Higen og Attraa og Ønsker —
dér har jeg en Grav, og der har jeg en Mo’r.
Langt borte mod Aftenes svindende Rode
dér suser, naar Dagen til Hvile biir bragt,
lig tonende Skygger i Bølger saa bløde
to ranke Cyresser paa vemodig Vagt:
en blødende Himmel, saa fattigmands-lav,
et Fyrste-Slot over de sejrende Døde —
langt borte mod Aftenens svindende Røde
dér hviler min Mo’r, hvor de grov hendes Grav
Fjærnt over Træthed og Mismod,
som stiger lig Skygger af Skumringens Spor,
fjærnt over Legems-Lyst, Sundhed og Stridsmod
dér har jeg en Grav, og dér hviler min Mor.
Jeg gaar ej didhen, naar min Arm er som Staal,
naar Panseret dækker mit vox-bløde Bryst,
naar Jubelen kvæler hvert Suk i min Røst:
jeg elsker den svangre, den fodende Jord —
jeg glemmer den Grav, hvor de gemte min Mo’r.
Men spirer der Harm, hvor man saaed mig Had,
og drysser der Orme af Laurernes Blad, —
o Mo’r, Du som Menneske-Skæbnen mig gav,
jeg beder i Ydmygheds Stund ved din Grav!
Da er der en Verden af Længsler og Minder,
som binder mig ømt til den bedste blandt Kvinder:
da føler jeg alt, hvad min Sjæl fik i Eje,
som samlet og helt fra de spredende Veje,
som Laan fra et liv, der mig Livs-Lykken gav —
da strømmer der Taarer, o Mo’r, paa din Grav.
Fjærnt over Alting, som svinder,
Alt, som gør lille, og Alt, som gør stor,
fjærnt over Dagen og Lyset og Døden
jeg ejer en Grav, og dér lever min Mo’r!