Da Taagen sænked sig, da gled Det bort
Hvad forhen straaled, hvad jeg nu kun aner
Som bag et Slør, hvor Duggens Taare baner
Sig Vei, og Vinden dæmper sin Akkord.
Et Taagelandskab. Alt det Nære haardt,
Det Fjerne vidsket ud som Pjalte-Faner,
Der svaier i en Hvælving over Ahner,
Hvis Navn er glemt, hvis Ben er smulret bort.
Er det en Kirke her? staar jeg blandt Døde?
Jeg synes høre Skridt fra disse Haller,
Hvor ingen Levende sin Fod har sat.
Jeg lytter. Stemmer lyde mig imøde;
Jeg spørger bævende. Og Svaret gjalder:
Du lever jo; tænk ei paa os; tag fat!