Det store Slag var slaaet. Nattens Slør
Medlidende var sænket over Sletten,
Hvor Dommen afsagt var — af Folkeretten,
Og hvor Exekutionen var forbi.
Den store Slagmark sov, indhyllet i
Det Tæppe, Nattens Hænder naadigt bredte;
Saa løfted Maanen sig, og strakte varsomt
Sin Lygte frem, og kigged over Valen,
Hvor Piberdrengen laa ved Generalen,
Hvor Rytterhingsten og et Teltvognsæsel,
Krudtkarrer, Viktualietrainets Vogne,
En Tønde Saltkjød og en Mitrailleuse,
Geværløb, sprængte Trommer, Kaardefæster,
Blodtunge Uniformers møre Pjalter,
Og mørke, uransagelige Rester
Af Dagens smykte, kraftige Gestalter, —
Kort sagt, et Kaos laa som strøet iblinde,
Og Saaret sov hos Død og Ven hos Fjende.
Og Maanen skifted Farve. Bleg og mat
Den sank tilbage med et svagt: Godnat! —
I uvist Lys, saa blegt som Maanedisens
Laa Sletten ved Sedan og Mezières.
Henover Alt laa Nattens tætte Slør,
Et Enkeslør, af Taarer gjennemvædet;
De vaade Flige strøg udover Marken,
De rørte ved de Faldnes Bryst og Pande,
Og hist og her sig aabned mat et Blik
Og Haanden søgte — Saarets svuldne Rande
Og stemmed Blodets lunkne Strøm tilbage;
De slappe Knæ-Led friske Kræfter fik,
Man raved op; — for Nogle slog det Klik,
De tumled atter med en halvkvalt Klage, —
Men Nogle humped svingiende sig fremad,
Og Blikket søgte: Brødre, Leiren, hjemad.
Hist sidder En, en Skygge af en Helt
Og dog en Helt endnu, af Døden mærket.
Igaar han ridsed ind paa Ærens Skjold
Sit Navn med dybe Træk, med Staalets Griffel.
En blodstænkt Tue, Rest af Skandseværket,
Er Heltens Sæde; støttet paa sin Riffel,
Bagladsgeværet, sidder han alene;
Og medens Blodet siver, Livet svinder,
Han sænker Blikket mod den vilde Scene.
Han gyser. Saadan gøs han ei igaar
Da vildt han fægted, da Granatens Splinter
Ham brændte ind i Kjødet, da hans Laar,
Hans Ynglinglegems Støtte blev ham knust.
Da var han end af Slagets Drik berust;
Men nu er Slaget ovre, Rusen med,
Dødsgru og Smerten kommen i dens Sted.
Hvad frygter han? Han lærte jo dog alt
I Skolen, at med Livet Livet ender.
En død Mand bliver død og kan ei hævne
Paa Livet det, som Livet fra ham tog.
Og dog: det er som Skygger om ham jog,
Forskudte, sønderbrudte, sammensunkne
Og dog saa feberiltre Skyggesyner.
De strækker mod ham røde Fingerstumper,
De puster paa ham med en blaalig Kinds
Veirløse Mund, de gyder i hans Saar
En Væske, — o det svider, det fortærer,
Og Helten stønner hult og Tænder skjærer.
Det er saa nemt at være Helt, naar Slaget
Med fuld Musik fra Bøsser og Kanoner,
Med Hurraraab og Skrig og Hornets Toner
Opstylter selv den Sløve paa Kothurnen.
Men Natten efter! — det er noget andet;
Blandt Lig et Liv endnu, som blev forbandet
Af Træffets Tærningkast til her at dø
Tomme for Tomme som ved Foraarstø
En Snemand svinder; — det er ikke nemt.
Da er det Alvor; Slaget var kun Skæmt.
Der kommer Lys. Gud være lovet! Her!
Kom hid og hjælp! Om Venner eller Fjende,
Mig ligemeget, blot jeg atter seer
Folk, Kjød og Blod, og ikke disse blinde,
Marvløse Skygger, som omkredser hver
En Lidende, der blev tilbage, ene,
Med Liv endnu, paa Dødens øde Scene!
Og Lygten viser Ambulancens Tegn.
Den peger rundt paa Dødens tause Klynger,
Der hegner om de blodbestænkte Skandser.
Og Lyset synes ræd at skrumpe ind;
Ved Genferkorset klamrende det standser,
Ved Genferkorset paa de hvide Bind.
Men mellem Lygten og Soldaten staar
En Skikkelse. Nu bøier den sig fremad
Og Kappefligen raskt tilbage slaar.
Uniformert, men intet Ordensbaand;
Der funkler ingen Kaarde i dens Haand;
I Ordensbaandets Sted om Brystet hænger
Bandager, Bind, Charpi for dybe Flænger;
Den bukker dybt sig ned og i sin Haand den
I Sablens Sted fremstrækker Kugle-Sonden.
En Feltkirurg. I Kunstens Sold en Hverver
For Livets Legioner blandt de Døde.
Hvad kunde vel af Rædselsfuldt ham møde,
Som mægted ryste disse faste Nerver?
Og dog, et Syn — det værste nok — ham rammer.
»Min Søn! skal her vi mødes?« tungt han stammer.
Soldaten kjender ham. Et Øieblik
Det var som skulde Mødets bratte Gru
Den Svage knække. Men i næste Nu
En Ild af Ungdomstrods i Øiet stiger,
Han kryster fast Geværet og han skriger:
Ulydig mod Dit Bud jeg ligger her,
Men for det Rette greb jeg til Gevær,
For Sandhed, Æren og for Fædrelandet.
Hver Kugle, jeg i Fjendens Rækker jog,
Hvert Kolbeslag, jeg i hans Pande slog,
En Part af Skylden imod Dig borttog; —
At Æren frelser, det har nu jeg sandet! ...
Ti, Dreng, med Æren! Lærte Du da ei,
At Æren paa en Slagmark ligger under?
Kun Den med Ære staar, som Slagets Vunder
At læge søger, ikke Den, som mætter
Det vilde Dyr med gyselige Retter.
Jeg staar her som en Tjener af min Kunst,
Min Videnskab, og ei jeg tror omsonst
Har jeg mit Herskab tjent, af ringe Evne.
Men Du! Jeg veed ei Ord, som ret kan nævne
Det Herskab i hvis Sold Du skamløst tjener.
Jeg staar her som en Menig i de Rækker,
Der vied deres Liv til Alles Vel
Og Sot og Nød med Hindrings Kaabe dækker.
Du ligger her som Livets Ødelægger,
Du dør som den hvis Liv var: slaa ihjel!
O planløst Værk som Barnets Tidsfordriv!
I meier Hundred ned. Betænk: eet Liv,
Hvad er det for en Sum af rige Kræfter!
Tag Mandens Billedbog og slaa den efter.
Det første Blad: den blege, svangre Moder,
Med Livets Spire, Frugten under Hjerte;
Saa Ængstelse og Vee og Fødslens Smerte,
En navnløs Fryd om end en navnløs Liden.
Og Barnet, som nu voxer frem i Tiden;
En Sum af Moder-Omhu, Savn og Pleie,
Omskygt af Røgt og Haab paa alle Veie.
Og Drengens Opvæxt og hans Læreaar
Indtil den friske Yngling for os staar,
Den frodigt spirende, den grønne Vaar,
Hvor Læben dunes og hvor Pulsen slaar.
Fornyet Haab og Sorg, Resignation
Og Studier, Attraa. Ud i Livets Rige,
Hvor Lykken vinker, hvor den unge Pige
Med Anelsernes Rødmen paa sin Kind
Vil lukke ham i Mandens Eden ind,
Vil synge Slægtens Sagn for ham paany, —
Og saa: — et Skud; for fire Penning Bly!
Er Verden slet: — I gjør den ikke bedre.
Men er den, som jeg tror, af Udspring god,
Hvi drive den tilbage Fod for Fod
Mod Sumpen did hvor vore vilde Fædre
Halvnøgne omkring Offerstenen stod
Og lo naar Kniven røg af Fangens Blod?
Paa Ret Du raaber og den gode Sag,
Du fægter for! Ak, see derovre bag
Det næste Gjærde ligger der — en Fjende.
Han fægted ogsaa for den gode Sag.
For Retten ligger han nu Lig idag! —
Nei, vil Du stride for den sande Ret,
Ei den, som skreves i et Kabinet
Af tvende Fyrsters kolde Excellencer,
Saa riv Kokarden dér af Din Kasket
Og see udover Uniformens Grændser.
Vil Du for Sandhed kjæmpe, saa see til,
Hvor Underfundigheden driver Spil
Med Folkehaabet og med Folkenøden;
Forfølg den, jag den, lige ind i Døden.
Kjæmp for de Svage, kjæmp for den, der vakler,
Giv Villie dem, der venter paa Mirakler,
Kast Overtroen ned, hjælp op de Syge,
Lad hine Talemaaders Dunster stryge
I samlet Trop for Videnskabens Svøbe;
Og maatte Liv Du med Dit eget kjøbe,
Saa giv Dit Liv for Sandheds gode Sag,
Men slaas ei som en Vild — som her idag! —
Han vinker. Ambulancen nærmer sig.
Den Blødende man løfter op paa Baaren.
Og Lægen underbinder varsomt Aaren
Mens Ambulancelygtens milde Skin
Belyser Tegnet paa de hvide Bind.