Det brøler og brager om Frederikshald
Med buldrende Drøn, med raslende Knald,
Med Stykkernes Jern, med Musketternes Bly.
Vee Eder Normænd, vee Eders By!
Vee Eders Fæstning, den staar for Fald!
Ifjor maatte Karl med Skammen gaa,
Nu seer I ham atter for Fæstningen staa,
I seer ham med tredive tusinde Mand;
Hvor er I nu, Brødre Kolbjørnsen, hvor?
Oberst Landsberg, holder Du Stand? —
Alt er beredt og Hvermand staar,
Staar som et Fjeld paa den Plads, han sattes,
Modige Kvinder og Børn ei fattes;
Krummede Oldinger, Tjenestepiger,
Alle standhaftige, Ingen viger.
Borgeren bider fra sig i Nøden,
Han slaas som Soldaten, og begge til Døden.
Hvo Armen hviler, han er en Kujon!
Ingen Tøven, til Arbeid Alle.
Hunger og Kvæstning, men ingen Pardon;
Vi kjender kun: staa eller falde!
Og selv om det hedeste Helvede spyede
Sin Ild over Byen, ei Borgeren flyede.
Her stod vor Vugge, her graves vor Grav,
Paa Borgerens Liv har Byen Krav,
Men hvad har vel Svenskekongen?
Hvi kommer han her med Vold og Brand,
Hvad vil han herinde i Norges Land,
Hvad Ret har han mer’ end en Røver? —
Panden vi paa ham kløver
Om ellers vi kan komme til! —
Og Nat og Dag det fortvivlede Spil
Med Livet til Indsats og Livet at vinde;
De hærges i Byen derinde,
De falder paa Fæstningens Volde.
Men steil som Volden er Hjertets Trods,
Brystet bølger som Vintrens Fos
Og Øinene true saa kolde;
Hvor Foden sattes, dér Foden glider,
Hvor Kroppen knæled, dér Kroppen sig vrider,
Hvor Fanen svinged sin søndrede Klud,
Dér slukkes de bristende Blikke ud.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
De grave og grøfte i Jorden derude
Hvor Kuglerne hvine og Kuglerne tude,
De aabne saa en Parallel, saa en anden,
Flettede Kurve paa Brystværnsranden,
Øxerne blinker, Kaarden den peger:
Herhid med Kanonen! I Retning den bringer!
Lavetterne saa og saa mange Streger! —
Med Slag over Ryggen Konstablen man tvinger:
Nu Lunten af Svovl i den sværtede Finger!
Til Fænghullet med den! — Ha Skuddet var godt!
Vi knuser til Slut dog det Borger-Komplot! —
Og Dagen tager saa hastige Skridt
Som havde den seet paa det Syn for længe.
Decemberskumringens Skygger sig trænge
Beleirerne og de Beleirede midt
Imellem, og Skydningen standser.
Som Havblik, der forud for Stormen gaar,
Saa tier det fra de forskudte Skandser;
Lænet til Løbegravsbrystværnet staar
En Skikkelse uden Kyrads og Pandser;
Opkrempet Hat og langskjødet Frakke,
En Skikkelse, kjendt fra saamangen Attaque,
Fra Sachsernes Høie, Tatarernes Sletter,
Døbt i en Dyst med de svenske Bjørne,
Revet tilblods af de russiske Ørne,
Hed som en Jøkel ved Sværdenes Kryds,
Kold som en Klippe ved Kvindernes Kys.
Og Skikkelsen skarpt imod Fæstningen retter
Et Blik, som bryder hver Skumrings Skranker.
Som Lynglimt farer de rastløse Tanker;
Og Brynene sittrer og Panden grunder,
Og Øinene smiler: »Mod Enden det stunder!« —
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Sekunderne gaa, Minuterne med.
Hvem veier Sekunden, hvem kjender Minuten?
Foroverbøiet, paa samme Sted,
Ligger et Lig paa Redouten.
Hjertet staar stille, Læben er stum,
Hvad huses vel nu i Tankernes Rum?
Døden er taus, men Sagnet har Ord:
Nu segned den stolteste Helt i Nord!