»Naar Fjenden falder i Landet ind
Er hver en Borger Soldat,
Kræmmer og Gaardskarl maa ud for Haanden,
Alle maa staa ham parat!«
Det var et gjævt, et kolbjørnsensk Ord,
Og Kræmmeren Jakob Værn han svor,
Det Ord skulde blive hans Lov.
Thi samled han sig fra den nære Skov
Et Frikompagni til Landets Behov.
Savbrugs-Karle med fattig Forstand,
De kjendte vel knap et Gevær;
Men Bøssen kjendte Hr. Jacob fra Grunden,
Og indexercerte sin Hær.
Han lærte dem lade og tage paa Korn
Og løbe i Kjæde til Takt af et Horn,
Han lærte dem navnlig at staa.
Men de, som forstod det, de var kun faa,
Og disse igjen var kun saa som saa.
Saa lægger han sig i Dækning ved Rø.
»Nu, Karle, passe I paa!
Naar Fjenden kommer, saa veed I Instruxen?«...
»Javel, Hr. Kaptain; vi skal staa!« —
Og Fjenden han kommer, og stiller sig op,
Det er en forsvarlig, en sluttet Trop;
Hr. Jacob mønstrer sin Hær:
»Naar Fyr! jeg raaber, saa skyder Enhver
Og lader igjen, om han Livet har kjær!«
Den første Salve, de Frifolk skjød,
Den lysned i Svenskernes Flok;
Røgen den daler og Røgen den letter,
»Fordømt! jeg tænkte det nok!«
Ene tilbage Kaptainen blev,
Frikompagniet sit Fripas skrev,
Skrev sig sin egen Forlov.
De fjæled dem ind i den nære Skov;
Den Spøg var Kaptainen temmelig grov.
Han dukker paasned over Gjærdet frem,
At høre hvad Svensken vel si’er.
Den Salve den var dem saa svær at fordøie,
De summer som svovlede Bier.
Da springer Hr. Jacob i Mandshøid’ op
Og svinger sin Kaarde fra Gjærdets Top
Og raaber saa høit han kan:
»Andet og tredie Geled læg an!« —
Og Svensken forsvinder til sidste Mand.