Nordrehoug hedder den Præstegaard;
Dér er Mester Ramus Præst,
Kjendt med de skiftende Seklers Bog
Saavelsom den hellige Læst;
Svagt dog skinner det granskende Lys,
Som blussed engang saa herligt;
Nu pleier hans Hustru ham kjærligt; —
Da faar man om Svenskerne Nys:
Øverste Löwen af Karl er sendt
At brandskatte Drammens Lehn,
Snart kan vi vente Fjenderne her,
Thi Svensken er ikke sen!
»Frelse os Gud fra Vold og Fortræd;
Men gaa nu min gode Kvinde:
I Sygekammeret inde
Er ikke længer Dit Sted!« —
Anna hedder den Kvinde god,
Og Kolbjørn var hendes Fa’er.
Flinke Forældre i Fredrikshald
Fostret det Børnekuld har.
Mod de suged fra Moderens Favn;
Stærke er Stammens Grene:
Af Brødre er Peder den ene
Og Hans er den andens Navn.
Og Aftnen lægger sig udover Land.
Fru Anna har Alt beredt;
Ventende staar hun med vaagent Sind,
Men endnu er Fjenden ei seet.
Dog hys! det kommer som Uveirets Sus,
Det rumler og rasler derude,
Og Præstegaardshundene tude. —
»Saa, nu har vi Svensken i Hus!«
De tramper i Gulvet, de skjæggede Mænd
»Hei, frem med Krus og med Fad;
Krigsfolk, veed I, har tørstig Hals
Og Manddom trænger til Mad.
Findes vel ogsaa en Pigelil,
Som ei er saa knibsk som Fruen!«
Saa tumler de om i Stuen;
Fru Anna seer roligt dertil:
»En Krigsmand, selv om hans Sult er stor,
Er først dog og sidst Kavaleer;
Og I, Hr. Øverst, saavidt jeg veed
Kan holde Justits i Kvarteer!
Min Pige, Jert Mandskab gantes med,
Maa bort for Bagværk at kjøbe.« —
»Nu, saa lad Kvindfolket løbe;
Vi kysser Jert Krus i dets Sted!« —
Og Sablen lægger man over Knæ
Og snører sin Bugrem op,
Saltmadsbider og Mundgodtsslurk
Man slaar i den slunkne Krop;
Man drikker tilpæls paa al den Tort,
Hr. Øtkens Dragoner skal lide. —
Da vinker Fru Anna tilside
Sin Pige: »Nu skynd Dig bort!
Saa flinkt som Fødderne bære kan
Du løber til Lænsmanden hen,
Han vare de Stenske Dragoner ad,
Og Du er her strax igjen.
For Baune og brændende Blus i Gaard,
For Svirmaal i Hus skal der sørges;
Før Morgnen gryr skal det spørges
At Svensken sin Davre faar!« —
Den tyske Hr. Oberst Øtken er
Til Sten med Dragonerne sendt;
Folkenes Mod er den norske Slags
Men Chefens kun lidet bevendt.
»Og siig mig, Hr. Lænsmand, hvormange der er
Og om vi vel Veien finder?« —
»Veien er klar. Af Fjender
Faar I vel Tre til Hver!«
Hr. Øtken stryger og stryger sit Skjæg,
»Det seer mig for broget ud!«
Da letter Thor Hovland fra Bænken brat
Saa stor og saa stærk som en Stud.
»Og vil han, Hr. Obersten, ikke gaa,
Saa faar det nu blive det samme:
Vagtmestren gjør ham tilskamme;
Kom Karle! Hvad venter vi paa?«
Saa rider de Stenske Dragoner afsted,
Thor Hovland fører dem an,
Langsover Lien i Snørkler og Sving
Mod Præstegaardsbaunens Brand.
Vidt fører Vinden de larmende Raab
Fra Svenskernes lystige Skare;
Vagtmestren smiler: »Tag vare
Paa Øllet! Vi tømmer Jert Stop!« —
Øverste Løwen med blussende Kind
Skraaler til Anna hen,
»Øllet er vakkert og Sulet er bra’,
Men naar kommer Ternen igjen?«
Tversover Gulvet han vaklende gaar
Og vinder om Fruen Armen, —
Da klirrer Vindueskarmen!
Thor Hovland derudenfor staar.
»Djævlen i Helved! Forræderi!
Op svenske Soldater, op!«
Da lysner de norske Dragoners Sværd
Imellem den ravende Trop.
Kalken flyver fra Væg i Vraa
Og Kuglerne Loftsbjælken pløier;
Dragonerne syn’s det er Løier,
Men Svensken han syn’s ei saa.
Ud fra Stuen, i Gaarden ud
Vælter sig Kampens Flod,
Mændene blive til Hakkemad
Og Møddingepølen til Blod.
Han, Thor Hovland, hvor Striden er størst
Af Alle er let at kjende;
Han fører et Sværd tvehænde
Og veier ei Hugget først.
Og Skud og Bulder og hvinende Skrig. —
Saa strækker Hr. Løwen Gevær.
Thor Hovland seer mod den gryende Dag
Og tører det dryppende Sværd.
Men Anna fører ham ind i Hus
Og bænker ham høibords i Stuen.
Dér sidder han jevnbyrds med Fruen
Og tømmer sagtmodig sit Krus.