Saa slog Nordosten til Tøveir om;
Kong Karl er frygtlig at skue.
Tilside, kom ikke den Rasende nær!
Der staar paa hans Pande et draget Sværd
Og et Dødshug i Øinenes Lue. —
Saa faldt Kong Karl i Norrige ind.
I Høland han grumt husered;
Som Stenen, der flyver fra Slyngens Baand,
Saa sused han frem med sin Klinge i Haand
Og Fjenderne fælt masakrered.
Som Haglveir rasled hans Ryttere frem;
Kong Karl i Rækkernes Spidse.
Det dundred som Torden, det slog som Lyn
Da klared det op over Kongens Bryn,
Og Øinene smilte tilfredse.
Han løfter i Bøilen sin Tre-Alens Krop;
Til Støvlerne klæber Skabrakken:
»Saa bliver dog Lykken mig ligevel huld,
Nu rider vi samtlige Norrig omkuld
Og ta’er Dovrefjeldet i Nakken!«
Og Sporen klirrer og Hornets Klang
Slaar op under Rjergelide.
Men Sten kan lægges paa Styrkens Vei;
Af Sten har gamle Norrige ei
Saa faa, det fik Svenskerne vide.
Hr. Ulrik Kruse den Oberst bold
Han rider blandt sine Dragoner.
»Nu synes mig Fjeldet har faaet Røst,
Det skingrer fra Syd, det skratter fra Ost,
Det er svenske Hornenes Toner.«
»Hvad mener I, Karle? det var dog Spas
At bie her paa Musikken?« —
»Janok« var Svaret. »Som Obersten vil;
Naar vi saa faar Lov at slaa Trommen dertil
Med Sablen som Trommestikken!« —
Og Svenskerne frem. Og de red dem en Dands
Henover de mosklædte Stene.
Da taug Trompetens hoverende Klang,
Men Trommestikkerne lysteligt sprang.
»See det er Musik, skal jeg mene!« —
Tre Gange irad gik Svensken paa,
Og tre Gange gik han tilbage.
Saa kom der Forstærkning, og saa gik det galt;
Dragonerne fik sig den Trommen betalt,
Og Hvirvlerne blev kun saa svage.
Hr. Kruse har kastet Pistolen væk,
Men Klingen i Næven er groet.
»Naar Ornen er hidset, saa bider dens Tand;
Der slog jeg af Sadlen den femtende Mand;
Tæl efter, om ei I vil tro’et!« —
De sætter imod ham med Stød og Skud,
Han svarer med Slag saa de dingler;
Men Obersten bløder fra Finger til Taa,
Hans Sværd er forhugget, hans Arm ligesaa,
I Sadlen hans Kjæmpekrop svingler.
»Nu redder Jer, Karle, saamange I kan
Mens Tid er og Rygveien aaben!
At lade Jer tage, det var dog en Skam,
Her holder Hr. Kruse, lad Svensken ta’ ham,
Nu kan han dog ei føre Vaaben?« —
Med tyve Dragoner den saarede Mand
For Kongen man bringer i Teltet.
Og Kongen betragter den Fangne stivt,
Betragter hvert Saar, hver gabende Rift
Og den tomme Skede i Bæltet.
Og spænder sin egen Kaarde fra Lænd
Og stikker den i hans Bælte.
»Det er jo en Djævel, man har mig bragt.
Hvor turde Du slaaes mod slig Overmagt
Af Heltekonningens Helte?« —
»O Sire, tilgiv, men den eneste Feil
Var den, at vi ikke var flere.
En Haandfuld til, og det kunde vel skeet
At Kongen som Gjæst vi hos os havde seet,
At vi havde haft den Ære!« —
Og Kongen han farer med Haand over Bryn.
»Nu, det maa jeg sandelig sige!
Den norske Dyst bliver lovlig svar,
Det spaaer jeg, om Fætter Fred’rik har
Ret mange af Dine Lige!« —
Hr. Ulrik smiler. »Ja mange der er,
Og jeg tør kun ringest mig regne.« —
»For Tusind! Da skal man faa sande mit Ord,
At Færden blier farlig og Dysten stor,
Naar Denne er en af de kleine.« —